Trækkes tæppet væk under ridesporten?

27-09-2023 20:56

LÆSERBREV: I et åbent brev til DRF stiller tidligere elitesportschef og holdleder i dressur, Kimi Nielsen, spørgsmålet: Er Helgstrand og Dansk Ride Forbund ved at trække tæppet væk under ridesporten?

Copyright Ridehesten.com
Kimi Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Thomas Bach Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er brug for nytænkning indenfor ridesporten, hvis den fortsat skal være en accepteret sportsgren herhjemme, og hvis den skal leve op til de etiske idealer for hestenes velfærd, som Dansk Rideforbund selv har beskrevet.”

Sådan udtaler Bengt Holst, formand for Det Dyreetiske Råd, i en artikel publiceret den 4. juli 2023 Bengt Holst fortsætter: “ Dansk Ride Forbund har udarbejdet et sæt etiske retningslinjer for brug af heste til ridesport samt et fælles reglement for de ridesportsgrene, der hører ind under forbundet. Begge dokumenter giver udtryk for, at hestens velfærd altid skal gå forud for fx trænerens, rytterens og ejerens interesser og ønsker. Og det er jo et rigtig godt signal at sende. Men ingen intentioner eller regler er bedre end den måde, de kommer til udtryk ved deres implementering. Og i praksis viser det sig desværre, at de gode tanker ikke altid får den prioritering, de bør have.”

Det Dyreetiske Råd har i 2023 publiceret en udtalelse om brug af heste til sport. Heri kan man også læse om en manglende tiltro til sportens evne til at overholde de dyreetiske retningslinjer, især når det drejer sig om elitesport, hvor der er et højt ambitionsniveau og mange penge involveret.

Vi skal vise vores omverden, at vi kan leve op til egne etiske retningslinjer

I udtalelsens konklusion kan man også læse: “Nogle af rådets anbefalinger peger allerede på behov for lovmæssige initiativer. I de øvrige anbefalinger har Rådet lagt op til, at branchen selv følger op, forudsat at dette sker umiddelbart. Hvis opfølgningen ikke sker snarest, hvor det er muligt og ellers indenfor et års tid, anbefaler rådet, at der i Danmark udarbejdes specifik lovgivning for brug af heste til sport.

Så vi er altså både under lup og pres. Vi skal vise vores omverden at vi kan leve op til egne etiske retningslinjer. Derfor har det aldrig været mere vigtigt end lige nu hvilke signaler vi sender både internt i sporten og til hele vores omverden.

I juni måned kunne vi læse om TV2’s skjulte optagelser foretaget hos Helgstrand Dressage. TV2 viste disse optagelser til bl.a. DRF. Den 21. august kunne vi så ud fra retssagen mellem Helgstrand Dressage og TV2 læse, at fem eksperter slår uafhængigt fast overfor TV2, at der er tale om rollkur, og at flere af eksperterne kalder det for “dyremishandling samt vold mod hesten”.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian i søndens Kür ved DM i Uggerhalne. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Den 4. september falder der dom i sagen, og Andreas Helgstrand taber. Han anker straks sagen til landsretten, og vi må så vente på deres afgørelse engang ude i fremtiden.

Den 20. september kan vi så igen læse om Helgstrand, denne gang handler det om en dopingsag fra Juni måned, hvor hans hest Jovian under DM for seniorer er blevet ulovligt medicineret. Appeludvalget har dømt i sagen, og Helgstrand fratages sin DM medalje og får en bøde på kr. 5.000. Samme dag kunne vi så læse, at Helgstrands dyrlæge Jonas Rasmussen udtaler: “Som den for det skete eneansvarlige forstår jeg slet ikke kendelsen, og jeg er rigtig ked af det på Andreas’ vegne. Jeg synes stadig, jeg i situationen gjorde det rigtige for hesten.”

Det har alle dage været rytterens eneansvar, hvis en hest dopes uanset omstændighederne

I samme artikel kan vi læse at Andreas først om tirsdagen blev klar over, at hans hest under DM havde haft “kolik” og var blevet behandlet. Hvis det er sandt, er det om noget et tydeligt bevis på et koldt og kynisk forhold til hesten, som nu blot er reduceret til en sportsrekvisit.

Det har alle dage været rytterens eneansvar, hvis en hest dopes uanset omstændighederne. Det ligger også helt klart i vort regelsæt, at skal en hest behandles under et stævne, skal man inden behandlingen søge tilladelse gennem stævnet og dermed forbundets veterinærkonsulent. Det burde Jonas som tidligere landsholdsdyrlæge vide alt om!

Med baggrund i disse faktuelle sager kan man sidde tilbage med en stor undren over, hvordan DRF kan udtage Helgstrand til at repræsentere Danmark ved EM i september måned velvidende, at der ligger videooptagelser fra Helgstrand Dressage, som flere eksperter i en retssal har betegnet som dyremishandling og vold mod hesten, ligesom DRF har kendt til doping sagen siden DM i juni måned.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I DRF’s egne Sportsplaner for Seniorlandsholdene i Dressur, kan man bl.a læse:

Normer og værdier for bruttogruppe- og landsholdsryttere og trænere 

  • Ryttere og trænere er forpligtiget til at efterleve DRF’s Code of Conduct, følge nærværende normer og værdier, samt DRF’s retningslinjer for etisk korrekt anvendelse af hesten til ridesport.
  • Ryttere og trænere forpligter sig til at have kendskab til og overholde FEI’s Equine anti-doping and medication rules, FEI’s anti-doping rules for human athletes samt Anti Doping Danmarks nationale regler for antidoping.
  • Ryttere og trænere forventes til enhver tid at optræde som gode rolle modeller.
  • Som rollemodel skal rytterne og trænerne stræbe efter god sportslig optræden og er forpligtiget til at overholde idrættens fairplay principper samt generelle dyrevelfærdsprincipper.
Copyright Ridehesten.com
Kimi Nielsen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Dette er de fire første punkter under Normer og værdier for bruttogruppe- og landsholdsryttere og trænere. Jeg vil gerne spørge DRF, om bare et af ovenstående vigtige punkter er blevet overholdt af Andreas Helgstrand?

Ville enhver anden rytter – f.eks. Lille Lise – kunne agere på samme måde som Helgstrand og så stadig komme på et landshold?

Går hensynet til hestens velfærd forud for trænerens, rytterens og ejerens interesser og ønsker, når man ved en dopingsag kan betale sig fra forseelsen?

Får DRF udsendt de rigtige signaler omkring interessen for hestens velfærd og virker DRF troværdige i forhold til egne etiske regler, normer og værdier?

Skal vi blive ved med at bruge heste i sport, er det fuldstændig altafgørende at vi alle sammen opfører os ordentligt og at ikke mindst den organisation (DRF), som er sat i verden for bl.a. at udstikke regler og retningslinjer, opfører sig troværdigt og udsender signaler, der giver både os der er i sporten og alle de mange der står udenfor, et billede af at brugen af heste i sport varetages med stor respekt og ansvar for hestenes velfærd.

Er jeg den eneste der sidder med en fortvivlet bekymring for ridesportens fremtid?

Med ovenstående eksempler forstår jeg så udmærket godt, at Dyreetisk råd sætter et stort spørgsmålstegn ved sportens egne evner til at varetage hestenes velfærd. Jeg forstår også godt, at de forventer nytænkning inden for ridesporten, hvis den fortsat  skal være en accepteret sportsgren herhjemme, og hvis den skal leve op til de etiske idealer for hestens velfærd.

Er jeg den eneste der sidder med en fortvivlet bekymring for ridesportens fremtid?

Vil DRF snart træde i karakter og i det mindste begynde at leve op til egne nedskrevne etiske retningslinjer?

Er DRF’s hovedbestyrelse blevet for indspist, så ikke alle længere bliver behandlet ens?

Hvem kan i TV’s bedste sendetid forsvare sommerens begivenheder når Operation X, kommer til at rulle over skærmene og Morten Spiegelhauer stiller spørgsmålet: “Hvordan kan sporten selv acceptere dette?"

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Jovian under EM i Riesenbeck. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner