Totilas på ny hingstestation

08-02-2016 11:42
Avl

Dressurhingsten Totilas, der for nogle år siden blev solgt til Paul Schockemöhle som den formodentligt dyreste varmblodshest, står i år også til avlstjeneste igennem stutteriet Schafhof, og bedækningsprisen er faldet til halv pris

Copyright Ridehesten.com

Efter købet af KWPN-hingsten Totilas e. Gribaldi/Glendale solgte Paul Schockemöhle halvpart til Ann-Kathrin Linsenhoff, hvis stedsøn Matthias A. Rath overtog ridningen af den hingst, som hollandske Edward Gal har uddannet. Rath og Totilas har haft en broget karriere med flotte højdepunkter og længere skadespauser.

Nu er Totilas pensioneret fra sporten, og familien Linsenhoff/Rath udbyder i år hingsten i avl via deres nye EU-hingstestation Gestüt Schafhof, hvor familien Linsenhoff har haft hjemme i mange år. Her udbyder de også hingstene Flash Hit, Bretton Woods, Foundation og Sir Picardi, som de ejer i fællesskab med Paul Schockemöhle, samt flere andre hingste som bl.a. Feuertanz, Fürst Furioso, Tocando m.fl..Bedækningsprisen for Totilas, der fortsat tappes hos Schockemöhle, er nu faldet til 2.500 euro. Som det gælder for de fleste andre udenlandske hingste forhandles han i Danmark via Euro Hingstesæd.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner