Thomas Bach Jensen
Den nu 20 år gamle sølvmedaljehoppe Duchesse Petit e. De Noir/ Schwadroneur (opdr. Stald Petit) fik for elleve år siden hos Lotte Sophia Liv Kulle Fürstenball-datteren Delizia, der også er kåret med sølvmedalje. Delizia har haft stor succes på dressurbanerne t.o.m. MB-niveau samt UVM-deltagelse under sin mangeårige rytter, Anne R. Troensegaard, som sidste år gav tøjlerne videre til Helgstrand-rytteren Anne-Mette Strandby Hansen.
Siden har Delizia gået to procentklasser på MA/PSG-niveau og har vundet begge klasser med Anne-Mette Strandby Hansen, der i den forgangne weekend debuterede hoppen i Intermediaire I til landsstævne. Det blev til en andenplads, hvor kun små marginaler skilte ekvipagen fra vinderen.
Lotte Sophia Liv Kulle fulgte spændt sin hoppe fra Sverige, hvor hun var til kåring i Svensk Varmblod med dens yngre halvbror, Total Dream e. Total McLaren på tre år. Hun solgte den sorte hingst som 2-års til danskeren Bjarke Laustsen, der sammen med sin danske kone Patricia Florin driver uddannelses- og salgsstalden Gunnarlunda i Sverige.
Total Dream deltog i Svensk Varmblods hingstekåring, bruksprov på Strömsholm, der strækker sig over seks dage. Den danskavlede hingst på 171 cm opnåede avlsgodkendelse for 2024 og 2025 med gode karakterer, heriblandt 9 for type.
– På sidste dag var han træt, men han satte ikke en hov forkert i rideprøven, og derfor ærgrer det mig, at de kun gav ham 7,5 i ridelighedskarakteren, men jeg meget glad og stolt over begge mine opdræts præstationer, fortæller Lotte Kulle.