Topnavne i Unghestechampionatet

06-02-2015 15:46

Det er lykkes Dansk Varmblod at få to internationale topryttere til Hingstekåringen, hvor de skal være fremmedryttere i Unghestechampionatet

Unghestechampionatet i dressur og springning er en finale for landets bedste 5-års heste, der igennem efterårets egnethedstester i Dansk Varmblods regi er udtaget til at deltage i Herning i Blue Hors Unghestechampionat i dressur og Katrinelund Unghestechampionat i springning.
Igen i år vil internationale stjerneryttere agere fremmedryttere ved årets unghestechampionat. På springsiden er Dansk Varmblod stolte af igen i år at kunne præsentere Lars Bak Andersen som fremmedrytter i unghestechampionatet. Lars er kendt fra de danske og udenlandske konkurrencebaner gennem mange år, og var bl.a. individuel danmarksmester i 2013. Lars er også træner for det malaysiske landshold. Med baggrund i al denne erfaring er der lagt op til nogle spændende og lærerige dage, når han skal afprøve de udtagne springheste med kommentering under unghestechampionatet.
På dressursiden har Dansk Varmblod gjort et gigantisk scoop og får fornem deltagelse den regerende OL-, VM-, EM- og World Cup-mester og indehaver af alle tre verdensrekorder, engelske Charlotte Dujardin, som bliver fremmedrytter i dressur ved unghestechampionat 2015. Det vil sige, at Danmarks bedste 5-årige dressurheste skal testes af Charlotte Dujardin, og hvilken avler eller ejer drømmer ikke om at se sin hest under verdens mest vindende rytter? Charlotte Dujardin har udtalt, at hun ser frem til udfordringen som testrytter. Hun vil for åben mikrofon kommentere hestene, inden hun afgiver sine karakterer.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner