Topmodel og youtuber til Blue Hors (video)

06-12-2018 12:34

Den internationale fotomodel, blogger og youtuber Matt Harnacke er blevet optaget i Blue Hors-familien. Han har besøgt det danske stutteri, og de har nu indgået et samarbejde

Den 21-årige fotomodel Matt (Mattia) Harnacke er blevet kæmpestor på de sociale medier og særligt blandt unge med en passion for heste som han selv; og alene på Instagram har Matt en halv million følgere.

Han er halv tysker og halv italiener og flyttede som 10-årig med sin familie til Sydney, Australien, men nu har han slået sig ned i Holland.

Matt er selv dressurrytter, og mange af hans opslag og youtube-videoer omhandler daglige rutiner med hans heste, grooming og indlæring af særlige tricks.

Han lever af sin karriere som fotomodel og er bl.a. husmodel for det internationale rideforbund FEI's sponsor LONGINES, og det har også skaffet ham adgang til flere store, internationale dressurstævner. I den forbindelse er han flere gange stødt på Blue Hors' berider Daniel Bachmann Andersen og hans groom, Robbie Sanderson, og har vist stor interesse i deres arbejde.

Faktisk havde han allerede stiftet kendskab til plejeserien Blue Hors Care igennem den franske showrytter Alizée Froment, som er ambassadør for den danske hesteplejeserie. Matt havde lyst til at vide mere om produkterne, firmaet og menneskene bag, og således har han i november måned aflagt besøg hos Blue Hors.

Blue Hors Care var faktisk på udkig efter nye "influencers" til at hjælpe med at udbrede kendskab til deres produkter, og således faldt Matts interesse og besøg hos Blue Hors nærmest som sendt ovenfra. Ikke mindst fordi, han er så stor på de sociale medier, men også fordi, at han stiller krav til, hvad han lægger navn til. For ham spiller virksomhedsfilosofien en stor rolle, og ikke mindst det at kunne have en personlig relation til sine samarbejdspartnere.

Copyright Ridehesten.com
Inden Matts besøg var overstået, følte han sig godt modtaget af Blue Hors-familien.

Blue Hors ønskede at give Matt en god oplevelse, da han var på besøg, og det inkluderede også en ridetur på Zampalo samt undervisning hos Daniel. Her afslørede Matt, at han faktisk er vældig godt ridende.

Robbie Sanderson, der er Daniels groom, gav Matt masser af tips til, hvordan han får det optimale ud af sine Blue Hors Care-produkter, og nu har Matt allerede lavet to youtube-videoer om brugen af de danske produkter.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner