Anna Pørtner
Efter næsten et års pause fra stævnebanerne er pararytter Tobias Thorning Jørgensen og hans mangeårige dansepartner, den 17-årige DV-hoppe Jolene Hill e. Blue Hors Schufro Hit/ Windsor (opdr. Hanne Andreasen), nu klar til at gøre comeback. Det sker ved de danske mesterskaber i paradressur, som i år afvikles ved DM-stævnet hos Randbøl Dressage Academy, hvor Danmarks allerbedste dressurryttere tørner sammen i kampen om medlajerne.
Den skimlede hoppe, der har skrevet sig ind i dansk paradressurhistorie med blandt andet to individuelle guldmedaljer ved PL i Tokyo i 2021 og VM-guld i Herning i 2022, måtte ufrivilligt sætte stævnekarrieren på pause, da hun under PL i Paris sidste sommer blev ramt af transportsyge, der gjorde, at Danmarks helst store medaljehåb ikke kom til start.
– Det vigtigste har hele tiden været, at Jolene blev helt rask igen og fik den tid, hun skulle bruge. Hun har givet mig så meget, og hvis hun skal sige farvel til sporten ved et mesterskab, skal det være et, hvor hun kan shine og vinde, som hun fortjener. Føles hun klar og god, kunne drømmen godt være EM i 2025, men hun skal ikke presses til noget, udtalte Tobias Thorning Jørgensen efter det nedslående afbud ved PL i Paris.
Nu ser det dog alligevel ud til, at der er håb forude for det danske makkerpar, der endelig er klar til at vise sig frem igen - denne gang på dansk grund og foran et hjemmepublikum:
– Det bliver fantastisk at få lov til at ride et mesterskab på Jolene igen, og endnu mere specielt at det bliver på hjemmebane, hvilket jeg glæder mig utrolig meget til. På en måde virker det helt surrealistisk, at vi endelig er kommet hertil, fortæller en glad og spændt Tobias Thorning Jørgensen.
Parret stiller op i mesterskabsklassen for grad 1-3-ryttere, som skydes i gang fredag den 23. maj lige over middag på Walber Arena hos Randbøl Dressage Academy. Her er stærke konkurrenter til start, så det bliver spændende at se, om makkerparret vender tilbage med endnu en mesterskabstitel. Én ting er helt sikkert - drømmen om EM lever endnu.