Talentsamling for de unge distanceryttere

01-02-2015 11:30

Sanne Kolind

Der var skruet op for farven på udstyret i ridehallen, da der for første gang i distancesportens historie var talentsamling for de unge ryttere mellem 10-21 år. 7 ryttere med deres heste og deres team deltog i samlingen

Vasehus Ridecenter dannede rammerne for distancesportens første talentsamling nogensinde, da de unge juniorryttere skulle ride om plads i A- eller B-truppen.
I samarbejde med Dansk rideforbunds distanceudvalg har Sonja van Willigen sat en Sportsplan 2015-2020 i værk, med henblik på at rekruttere unge talentfulde distanceryttere til at komme videre i sporten, således der på sigt kan etableres et solidt landshold – hvilket har manglet i mange år.
Sonja van Willigen blev for nyligt indsat som junior-landstræner for distancerytterne og var leder under dagens talentsamling, som er et nyt og spændende tiltag samt et ambitiøst projekt som vi tror vil give bonus til sporten.

I Danmark er der ganske få unge distanceryttere på internationalt plan. Det er tanken via guidance og støtte, at få motiveret flere ryttere i den retning.
”Til min store glæde var der hele 7 equipager som havde tilmeldt sig dette nye tiltag. Equipagerne er på forskellige niveauer, hvilket betyder at disse vil blive inddelt i en gruppe A og en gruppe B” – fortæller Sonja om dagens deltagere.

Dagen startede med at alle 7 heste blev grundigt undersøgt af FEI4**** distancedyrlæge Jens Kristoffersen fra Djurslands Hestepraksis. Han gennemgik hver enkelte hest præcis som hvis det var til et stævne. Rytterne fik en god og lærerig briefing om deres heste, hvilket er af stor betydning for træningen frem mod sæsonstarten i løbet af et par måneder.
Efter vet-tjek skulle rytterne have én times dressurundervisning, hvor Robert Ørsted fra distanceudvalget stod for undervisningen. Her blev der lagt stor vægt på kontrollen af hestens tempo, og vigtigheden i dressurtræning og undervisning i det daglige arbejde med distanceheste.
Desværre pga. frost var bundforholdene i skoven ikke til at rytterne kunne være kommet på terræntur, som ellers ville have været en del af programmet.
I stedet for terrænturen blev der trænet i at gribe vandflasker i ridehuset. Det er en vigtig ting at kunne i løbet af et ridt, da hestene kan have behov for at blive kølet af undervejs, og i jo hurtigere fart man kan gribe vandflaskerne, jo mere tid sparer man ved hver post. Først skulle rytterne tage flaskerne, som deres hjælpere stod klar med, i skridt, og derefter i trav. Til sidst skulle de gribe flaskerne i galop, og nogle enkelte red et højt tempo i galop hen mod deres hjælper.

Til slut var der en lille konkurrence for hele teamet omkring den enkelte hest, således at alle hjælperne også kunne komme på banen og få varmen. Øvelsen bestod i at afmontere hesten for alt udstyr med undtagelse af trensen og stille til dyrlægen på hurtigst mulig tid. Det gik forrygende og der naturligvis en lille præmie til det vindende team, men også en lille trøstepræmie til den langsomste. Alle hestene fik dog en lille godtepose af Sonja efter konkurrencen.

De deltagende ryttere var Rikke Sophie Kiær, Rikke Arkesteijn, Karoline Christensen, Nicoline Køster, Lena Hahn Atzen, Lise Christensen og Merethe Neland, og de vil i den kommende uge få skriftlig besked om hvilken gruppe de kommer til at være i. Det er planen at A-gruppen skal træne frem mod at stille et landshold til Nordisk Mesterskab i 2016.

”Det har været en spændende og morsom dag sammen med skønne unge ryttere. En stor tak til alle for en god stemning og oprigtig interesse for dette nye tiltag” slutter Sonja van Willigen af efter en hyggelig dag på Vasehus Ridecenter.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner