Annika Knudsen Lorentsen
I lørdags var Niels Osterland fra Syvhøjegård, Sorring, draget til Tørring Rideklub med en del af sine heste og de ryttere, som han har til at ride hestene. Stævnet var teamets optakt til Dansk Varmblods Hingstekåring, hvor de skal deltage med seks heste i næste uge.
I Tørring lykkedes det teamet at opnå mange flotte placeringer, og det blev blandt andet Syvhøjegård-heste der besatte de tre bedste placeringer i MB1* 125 cm, mens en Syvhøjegård-hest vandt lørdagens højeste klasse, MB2* 130 cm.
– Det var en rigtig god dag i lørdags, og dejligt at se, at alle hestene viser rigtig god form inden vi drager til Herning, fortæller Niels Osterland fra Syvhøjegård og fortsætter:
– Vi kommer med fem heste til start i de internationale klasser i Herning, og så skal Syvhøjegårds Unforgettable S DWB deltage i præsentationsklasserne for avlshingste.
De fem heste der skal deltage i de internationale klasser er Syvhøjegårds Keep Calm e. Diablo/ Cosmeo og Syvhøjegårds Footloose e. Balou/ Royal Z II redet af Emilie Mosegaard Christiansen, Syvhøjegårds Fi Fi e. Favorit Ask/ Royal Z II redet af Mathilde Lind Skjøtt og Syvhøjegårds Final Edition e. Comme Il Faut Plus/ Royal Z II og Hesselhøj Captain Morgan e. Casallco/ Crelido (opdr. Anders Uve Sjøbeck Hoeck) redet af Anne Katrine Kolborg Johansen.
Hesselhøj Captain Morgan er ikke opdrættet på Syvhøjegård, men er i dag ejet af stutteriet og trukket på en hoppe, som tidligere har været i stalden hos Niels Osterland. Den 6-årige Hesselhøj Captain Morgan havde ligeledes succes i Tørring, hvor han blev nr. 7 i 125 cm-klasse, som den yngste placerede hest. Med to fejlfrie runder til Syvhøjegårds Final Edition i Tørring, kommer alle hestene til Herning i topform.