Suveræn dansk sejr i Nations Cup

04-05-2024 18:52

CDIO Compiègne: De tre danske ryttere, Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald og Carina Cassøe Krüth, overlod intet til tilfældighederne, da de her til eftermiddag sikrede en dansk sejr i Nations Cup for andet år i træk

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen og Vayron på vej på ærsrunde sammen med Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Der var absolut ingen tvivl om hvem der i år skulle vinde FEI Nations Cup her i Compiègne – endda for andet år i træk. Det blev afgjort her til eftermiddag, da ni forskellige nationer deltog i en noget anderledes form for Nations Cup end det hidtil har været. Førhen har der været to forskellige variationer som værterne kunne vælge i mellem og fælles for begge, var at konkurrencen foregik over to dage, hvorefter der blev fundet et samlet resultat. En masse ændringer har i år betydet konkurrencen blot foregår en enkelt dag i Grand Prix-programmet og derfor blev dette års vindere af Nations Cup i Compiègne allerede fundet i dag.

Der har i forvejen været massiv dansk succes her i det franske, hvor Nanna Skodborg Merrald og Sophia Ludvigsen samlet har vundet seks klasser. Det lå lidt i kortene at det danske seniorhold kunne gentage sidste års vinder-succes, men intet er afgjort før den sidste rytter har været på banen.

Fælles for Daniel Bachmann Andersen med Vayron e. Vitalis/Gloster, Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/ Blue Hors Don Schufro og Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera e. Fürstenball/De Niro (opdr. Stald Heiline) var dog at de alle tre red gode og fejlfrie ridt.

Copyright Ridehesten.com
Daniel Bachmann Andersen med Vayron. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Daniel og Vayron startede ud som første danske ekvipage og de endte faktisk også som bedste danske ekvipage. Den store Westphaler-hingst udvikler sig hele tiden i den rigtige retning og det er tydeligt hvor meget styrke han har fået hen over vinteren. De store, til tider lidt langsomme bevægelser, er blevet lidt mere kvikke og det gavner i samtlige øvelser. Faktisk satte Vayron ikke en hov forkert under dagens tur, hvor dommerne belønnede både fri trav og fri galop med både ni og ti-taller. Det resulterede i en samlet procent på 76,15%, hvilket lagde dem i spidsen af klassen langt hen ad vejen.

Nanna Skodborg Merrald har valgt at spare Blue Hors Zepter for turen til Frankrig og i stedet har hun støvet Blue Hors St. Schufro af. Den sorte hingst har sin styrke i galopprogrammet og det var også her ekvipagen hev de store karakterer ind i dagens program, hvor de var så uheldige at himlen åbnede sig lige inden deres start og gjorde at det blev en meget våd fornøjelse. De kom heldigvis godt igennem både programmet og regnbygen, hvilket resulterede i 74,43% og dermed en god hjælp til sejren i Nations Cup.

Copyright Ridehesten.com
Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Sidste ekvipage ude for Danmark var Carina Cassøe Krüth med Heiline's Danciera og de kunne ride på banen velvidende om at et ridt til lidt over 68% kunne sikre den danske sejr. Det er heldigvis langt over deres niveau og med 74,91%, satte de en tyk streg under at sejren igen tilfaldt Danmark. Carina og sølvmedaljehoppen havde en særdeles god tur, hvor hoppen virkede bedre end det var tilfældet i Herning i marts måned. De leverede flere flotte højdepunkter, blandt andet galoppioetterne.

Det var lige ved at de tre danske ryttere ville tage de tre første placeringer i klassen, men desværre sneg tyske Frederic Wandres og Duke of Britain FRH e. Dimaggio 2/Rubinstein sig ind på den indviduelle første plads med 76,43%. Det til trods at fire ud af fem dommere havde Daniel og Vayron som vindere, mens dommer E havde dem helt nede på en niendeplads.

Resultatet blev at Danmark vandt holdkonkurrencen, mens at Daniel individuelt blev nummer to, Carina nummer tre og Nanna nummer fire. Der blev kun holdt individuelt præmieoverrækkelse i dag, så det danske hold må vente til i morgen med at blive hyldet. Det bliver de når de har været til start i Grand Prix Special og Grand Prix Kür.

Fakta
Resultatet af Nations Cup
  1. Danmark - 225,500%
  2. Sverige - 218,239%
  3. Frankrig - 215,261%

Klassens resultat individuelt og det samlede resultat for hold.

Stævnets start - og resultatlister.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner