Superflot præstation af Emil i går

12-08-2023 10:47

Trine Askjær-Jørgensen

Emil Hallundbæk og hans efterhånden mangeårige partner, Chalisco, som også var hans VM-hest, red sig i går til en topplacering i den 150 cm høje Longines Ranking-klasse i Opglabbeek, Belgien. Se video af ridtet her

Copyright Ridehesten.com
Emil Hallundbæk og Chalisco. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved det internationale springstævne i belgiske Opglabbeek red Emil Hallundbæk sig i går til en superflot placering i den 4-stjernede 150 cm høje klasse, som tæller til Longines Ranking.

Med 16-årige Chalisco e. Chacco-Blue/ Quidam de Revel red Emil nemlig en fejlfri hovedrunde i tiden 75,98 sek. efterfulgt af en fejlfri omspringning i tiden 39,90 sek., hvilket sikrede ham en andenplads, kun lige overgået af belgiske Koen Vereecke med Lector Vd Bisschop e. Bamako de Muze/ For Pleasure, som lige var en my hurtigere i begge runder.

25-årige Emil flyttede efter flere år i udlandet sidste år hjem til Danmark og er i fuld gang med at opbygge sin egen forretning med avl og salg af heste. Med base i Nordsjælland driver han sammen med sin familie forretningen Hallundbæk Stables, og derudover driver han også ejendomsfirmaet nor:houses A/S.

På trods af sin ung alder har Emil allerede redet mange store mesterskaber og stævner, herunder VM i Herning sidste år, hvor han var en del af det danske seniorlandshold, Global Champions Tour- og 5-stjernede stævner.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Chalisco, der var Emils VM-partner, blev indkøbt af Emils far, Jørgen Hallundbæk, da den var fem år. Herefter hjalp Andreas og Christian Schou med uddannelsen, og da vallakken var otte år overtog Emil tøjlerne. Sammen har de blandt andet redet sig til EM-holdbronze for ungryttere i 2018 – og i denne weekend endnu en flot præstation at skrive på CV'et.

Klassens resultat.

Stævnets start- og resultatlister.

Se video af Emils flotte ridt i går:

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner