Sune: Vi begynder at stole på hinanden

25-08-2009 17:49

Britt Carlsen

EM i Windsor | Sune Hansen red i dag sit første, men temmelig sikkert ikke sit sidste, internationale mesterskab for Danmark, og han var tilfreds med sit ridt

- Det er kun min tredje internationale Grand Prix på Gredstedgårds Casmir, og jeg føler, at vi nu begynder at stole mere på hinanden, fortæller Sune Hansen. Han havde fået den utaknemmelig opgave at starte først, men han åbnede EM med et fejlfrit ridt, og det var også målet forud for konkurrencen, fortæller han. Han følte ikke noget ekstra pres ved at ride først, men, som han forklarer, så er det ikke en ønskværdig udgangsposition for holdet, fordi dommerne ikke altid har fundet niveauet for bedømmelsen så tidligt i konkurrencen. - Jeg glæder mig til, at jeg kan bringe det, jeg kan vise i træningen, ind på banen, så bliver det rigtig godt, men det bliver nok ikke lige til 80% med det samme, siger Sune med et smil, men der er flere points at hente i Gredstedgårds Casmir, forsikrer han. Rytterne roser stævnepladsen og staldforholdene, og i det hele taget kan de mærke, at det er erfarne stævnearrangører, som står bag arrangementet, for der er i høj grad tænkt på hestenes velfærd, fortæller Sune. Han er blandt de 25 ryttere, som får adgang til at ride Grand Prix Special på torsdag. - Det var vigtigt for mig at ride fejlfrit i holdkonkurrencen, så kan jeg satse lidt mere i Specialen. Jeg var glad for mit ridt i Grand Prix'en for jeg har oplevet, at jeg har haft lidt problemer med at finde den rigtige rytme i mine første starter, men det var ikke noget problem i dag, slutter Sune Hansen.

Læs meget mere om EM i Ridehestens oktober nummer.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner