Thomas Bach Jensen
Den smukke 6-årige hoppe, Straight Horse De Milla, er efter den tidligere internationale Grand Prix-hest og storproducent af dressurheste, Donnerhall-sønnen De Niro, og hoppen Straight Horse Zackonik, der går internationalt på Intermediaire-niveau med amerikanske Christopher Hickey og desuden er helsøster til den verdenskendte avlshingst og topdressur hos Edward Gal, Glock's Zonik.
Så alt i alt ligger der et stærkt genetisk ophav bag Straight Horse De Milla, der er opdrættet af Straight Horse ApS ved Mogens Pedersen og Eva Götzsche i Allerød.
Straight Horse De Milla var som 2-års i finalen på Dansk Varmblods eliteskue, og som 3-års aflagde hun ved sadelkåringen en rideprøve på over 900 point og blev efterfølgende tilkendt opdrættermedalje i guld. Hun har sidenhen klaret sig rigtig godt til DV's egnethedstest og unghestechampionat samt DRF's championater.
De Milla er ejet af opdrætterne i fællesskab med Helgstrand Dressage, og i dag er De Milla baseret i Helgstrand Dressages engelske afdeling hos Emile Faurie, hvis partner Tom Goode rider hoppen med stor succes. Tidligere på måneden vandt ekvipagen den engelske UVM udtagelsesklasse for 6-års heste, og British Dressage har fået tilladelse fra Dansk Varmblod til, at hoppen kommer til start for England ved UVM i Verden, Tyskland den 9.-13. december 2020.
Hjemme hos Eva og Mogens i Allerød er De Milla via embryo transfer blevet mor til tre afkom. Sidste år fik hun et hoppeføl efter deres egen hingst Straight Horse Sir Romance, og i år har hun fået to hingsteføl efter Lord of Europe.
Et andet opdræt fra Eva Götzsche og Mogens Pedersen, den 7-årige sølvmedaljehoppe Straight Horse Ascenzione e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro, der er helsøster til den tredobbelte UVM-vinder, avlshingsten Sezuan, har i weekenden haft sin internationale debut med sin tyske rytter Helen Langehanenberg ved World Cup-stævnet på Vilhelmsborg med to sejre i Lilletur. Det er spændende for avlerparret, om Straight Horse Ascenzione, der allerede var UVM-finalist som 5- og 6-års, kommer til at repræsentere deres avl og Dansk Varmblod for tredje gang i år.