Stine La Cour Andersen
Den 37-årige Steve Guerdat er en yderst respekteret mand i springverdenen, og det er ikke kun på grund af hans talent, men også fordi han er en mand med stor passion for sin sport. Man må sige, at topspringrytteren har haft et yderst succesfuldt år – hvis man kigger på verdensranglisten, kunne det faktisk ikke have været bedre. En dominerende Guerdat har i 12. måneder i træk på førstepladsen ikke været til at vippe af pinden, takket været hans mange gode resultater. Den seneste helt store præstation i år var da han med vallakken Alamo e. Ukato/Mariona vandt FEI World Cup-finalen i Göteborg. Det er ikke første gang, at Guerdat vinder finalen i Göteborg, samme sejr fik han nemlig også i 2016 på vallakken Corbinian e. Cornet Obolensky/Primavera. Guerdat har faktisk tre finalesejre under bæltet, da han også vandt World Cup-finalen i Las Vegas 2015 på hoppen Albfuehren's Paille e. Kannan/Miloust D'isigny. Det skal selvfølgelig også fremhæves, at Guerdat tidligere har formået at vinde individuel OL-guld under legene i London tilbage i 2012, hvor han red til tops på vallakken Nino Des Buissonets e. Kannan/Hermine Du Prelet.
På toppen af verdensranglisten findes ikke bare én, men to schweiziske ryttere, da Martin Fuchs har beholdt sin andenplads fra sidste måned. Tyske Daniel Deusser indtager igen tredjepladsen foran britiske Ben Maher på fjerdepladsen. Pieter Devos fra Belgien har overtaget femtepladsen foran svenske Peder Fredricson, der siden sidste måned er faldet ned på sjettepladsen. Bedste danske springrytter på verdensranglisten finder man på 175. pladsen, som er besat af Emil Hallundbæk.
Se den nuværende verdensrangliste her.