Spark til sparkeplade

07-04-2009 17:46

Grethe Næsby

Dyrenes Beskyttelse kritiserer en ny, dansk opfindelse, der har til formål at hindre heste i at komme til skade ved at sparke i boksen. Det er en opfindelse, der har delt vandene og i denne nyhed kan man læse indlæg fra tv2's hjemmeside samt en pressemeddelelse fra producenten
Copyright Ridehesten.com
Den omstridte sparkeplade, der udsender en elektronisk impuls, såfremt hesten sparker ud og rammer pladen.

- Vi antager at misforståelsen bygger på at Dyrenes Beskyttelse fejlagtigt tror at der er konstant strøm, døgnet rundt i boksen og at hele vægge er dækket med disse plader således at hesten ikke har et frirum. Dette er helt forkert og i strid med den ånd, produktet er udviklet i, omend vi forstår, at man let kan misforstå produktet, hvis man ikke har sat sig ind i virkemåde, montering og anvendelse, lyder det i en pressemeddelelse fra producenten af gummipladen Kick Stop. På www.tv2.dk kunne man i dag bl.a. læse, at både Dyrenes Beskyttelse og Socialdemokraterne kræver, at justitsminister Brian Mikkelsen (K) sætter en stopper for gummipladen, den såkaldte Kick Stop, der netop er blevet lanceret med en helsides annonce i Ridehesten-Hippologisk. Ifølge Dyrenes Beskyttelse sparker heste kun, hvis der er noget i vejen. "Alle adfærdsmæssige undersøgelser viser, at det gør nogle heste, og at årsagen i alle tilfælde er frustration af forskellige årsager. Det kan være mangel på motion, uro i stalden, uvenskab med nabohesten og så videre," siger dyrlæge i Dyrenes Beskyttelse Jens Svenningsen. Jens Svenningsen sammenligner gummipladen med at give et menneske håndjern på, så det ikke kan klø sig på ryggen, og at kalde det menneskevelfærd. Socialdemokraternes dyrevelfærdsordfører, Benny Engelbrecht, henviser til, at Folketinget for øjeblikket behandler en ændring af dyreværnsloven, hvor reglerne for elektriske halsbånd til hunde strammes. Og han finder det oplagt - hvis produktet Kick Stop ikke er omfattet af de gældende regler - at tage det med i forbuddet. "Jeg ser ingen grund til at udsætte heste for en sådan behandling," siger Benny Engelbrecht. I en pressemeddeles fra Kick Stop kommer man med en uddybende forklaring til sparkepladen: Mange heste skader sig selv ved at stå og sparke i stalden, bl.a. i forbindelse med fodring – allerede når de hører fodervognen blive trukket frem. Det er en uvane, som med en ny opfindelse let kan løses til glæde for både hesten og ejeren. Det er en nyudviklet (gummi)sparkeplade, der sender en ganske lille strøm, som hesten opfatter som ubehagelig, når den sparker. Der er imidlertid tale om en strøm mange gange mindre end et stød fra et helt almindeligt elektrisk hegn. Det er en løsning, der bakkes op af anerkendte hestedyrlæger bla. Leif Trangbæk. Dyrenes Beskyttelse mener, at sparkepladen skal forbydes. Dyrenes beskyttelse har ikke set eller afprøvet sparkepladen. Den opfylder lovgivningen om hestehold bl.a. ved at skåne heste for de ofte svære skader ved at stå og sparke til boksens væg. Sparkepladen er opfundet af stutteriejer Simon Thorkelin. Den er opfundet netop for at undgå skader på heste og til glæde for både hesten og hesteejeren, der ikke skal have sin hest stående i måske længere tid med en hovskade efter spark. Simon Thorkelin er mangeårigt medlem af Dyrenes Beskyttelse og undrer sig. "Dyrenes Beskyttelse har aldrig set sparkepladen, og da jeg tilbød dem, at de kunne se den, overraskede det mig, at de bare afslog. Så jeg kan ikke forstå kritikken. Sparkepladen er testet på mange heste. Jeg vil selvfølgelig hellere end gerne medvirke til endnu en test af sparkeplade, fx. på Landbohøjskolen, og hvis Dyrenes Beskyttelse har forslag til forbedringer af sparkepladen, så vil jeg kun være glad for det", siger Simon Thorkelin. Stutteriejer Simon Thorkelin har derfor udviklet en sparkeplade (58 x 58), som kun skal monteres på væggen, der hvor hesten sparker. Når hesten sparker på pladen, modtager den en svag elektrisk impuls, og mange forsøg viser, at efter blot en enkelt berøring, vil hesten holde op med at sparke. Det er en strøm, der er væsentlig mindre end et elhegn. Når hesten er holdt op med at sparke, slukker man for strømmen. Lige som man kun tænder for strømmen når man har erfaring for den sparker. Ifølge dyrlæge Leif Trangbæk vil sparkepladen kunne blive en kærkommen løsning på et sejlivet problem - oven i købet en løsning, der bygger på nøjagtig de samme principper som et el-hegn, som hesteejere i årevis har anvendt til at holde heste i en indhegning: "Hidtil har der ikke været nogen universalløsning på problemet med en hest, der sparker i boksen og kommer alvorligt til skade. Men hvis sparkepladen med en svag elektrisk impuls kan få heste til at holde op med at sparke i boksen, vil det efter min opfattelse være utroligt positivt - både for heste og hesteejere," siger Leif Trangbæk. Også blandt hesteejere ser man frem til, at sparkepladen kommer på markedet. Ifølge ejeren af det store Broholm Hestecenter på Fyn, Anne Lütken, kan heste komme meget alvorligt til skade, når de sparker i boksen: "Alle hesteejere kender problemet med heste, der sparker. Det er synd for hesten og vil ofte kræve dyrlægebehandling. Det ville virkelig glæde mig, hvis vi fremover kunne løse problemet ved hjælp af sparkepladen. Det vil især være til gavn for hestene,” siger Anne Lütken. Principperne bag sparkepladen har de seneste dage været genstand for kritisk omtale fra Dyrenes Beskyttelse. Simon Thorkelin stiller sig uforstående over for kritikken: "Siden jeg for 3 år siden måtte aflive en af mine heste på grund af sparkeskader, har vi arbejdet på at finde en løsning på det alvorlige problem, som sparkeskader udgør. Efter flere års udvikling med særligt fokus på en løsning, der er nænsom over for heste, har vi nu konstrueret sparkepladen. Vi har testet den meget grundigt, dels i min egen stald og dels hos en række andre hesteejere, netop for at sikre, at sparkepladen virker så nænsomt som muligt. Enhver, der har testet sparkepladen, er meget begejstret for den - netop på grund af hensynet til hestene. Allerede inden, vi har sendt sparkepladen på markedet, har vi også modtaget meget positive henvendelser fra bl.a. hestehospitaler i udlandet." I øvrigt erfarer opfinderen, at stressniveauet nedsættes betydeligt hos de øvrige heste i stalden. Flere af testpersonerne har forud for montering af Kick Stop forsøgt at ændre alle mulige forhold for at eliminere årsagen til sparkeri, men har måtte give op og affinde sig med sparkeri - indtil nu.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner