Sommertrafik: Kør hjemmefra i god tid

04-07-2020 16:25

Juli måned er ferietid, og særligt i år holder de fleste danskere deres ferie herhjemme i Danmark, hvilket kan give øget pres på trafikken - særligt på lørdage, der ofte er skiftedag i sommerhuse. Så skal du til ridestævne, så tag afsted i god tid

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Endelig bliver der skudt gang i de danske ridestævner igen, og samtidig går vi ind i den sommerperiode, hvor Vejdirektoratet forudser ekstraordinært mange biler på vejene med en risiko for meget tæt sommertrafik.  Derfor er det en god idé at planlægge hestetransport grundigt og med hensyntagen til ugedage, tidspunkter og hvor man færdes.

Vejdirektoratet har i en pressemeddelelse meddelt, at bilister på de danske veje denne sommer skal indstille sig på mere trafik og længere rejsetid, fordi flere danskere end normalt forventes at holde sommerferie herhjemme som følge af de begrænsede muligheder for at rejse ud af landet under coronakrisen. Især på hovedvejene til og fra de store sommerhusområder er der udsigt til ekstraordinær trængsel.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den første store trafikbølge ramte vejnettet allerede, da skolernes sommerferie begyndte, og Vejdirektoratet har i den forbindelse meddelt, at især lørdage i sommerferien forventes der risiko for kø og forlænget rejsetid, da den dag traditionelt er skiftedag i mange sommerhuse.

Der forventes størst risiko for køer og forlænget rejsetid om lørdagen mellem 11.00 og 15.00. Gennem resten af sommerferien vil dette mønster gentage sig - altså med forhøjet risiko for køer og trængsel på vejene i weekenderne, særligt lørdage med ferietrafik på tværs af landet i begge retninger. Især den vestlige del af Fyn kan rammes af tæt trafik i sommerferien. 

Det er værd at tage i betragtning, når du i sommerperioden skal fragte heste ad de danske hovedveje.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner