Snart starter EM i military for de unge danskere

20-08-2024 19:12

På torsdag starter europamesterskaberne i military for junior- og ungryttere for alvor, når de modige ekvipager skal på banen for første gang. Danmark har én repræsentant med i hver aldersgruppe, og i morgen skal hestene igennem vettjek før de kan komme på banen torsdag

Copyright Ridehesten.com
Mia Rejnholdt Carøe og Holy's Bally er debutanter til EM. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Fra den 21.-25. august 2024 løber europamesterskabet i military for junior- og ungryttere af stablen i Strzegom, Polen. Den danske holdleder, Kerstin Dallman, udtog tidligere på sommeren de to ekvipager, der lige nu er i Polen for at repræsentere Danmark. 

For juniorer er det Mia Rejnholdt Carøe og Holy's Bally, der skal repræsentere de røde og hvide farver, når de for første gang skal på banen til EM i dressuren på onsdag. Holdleder Kerstin Dallman fortalte til Dansk Ride Forbund, at det er Mias debut til et europamesterskab: – For Mia bliver er det hendes første EM. Hun har dannet par med Holy's Bally et par år nu, så det bliver spændende at se, hvor de er, når de skal op mod de bedste i Europa. Og med hendes kun 16 år, har de stadig tid til at udvikle sig sammen

For ungrytterne sender Danmark Caroline Larsen og Allerupgaards Fantastique på banen i Polen for første gang på onsdag, hvor også de skal ride dressur. Kerstin fortalte følgende om parret, da de blev udtaget til EM: – For Caroline er det hendes andet EM, men hendes første som ungrytter. Caroline og Allergupgaards Fantastique er stabile i alle tre discipliner, så det bliver spændende at se, hvad de kan levere i år. De er helt sikkert også et par, vi forventer os meget af i fremtiden. 

Copyright Ridehesten.com
Caroline Larsen og Allerupgaards Fantastique er et rutineret makkerpar. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Startfeltet består af 58 dygtige juniorryttere fra hele Europa, mens der er 73 ekvipager til start for ungrytterne. I dag har ekvipagerne haft mulighed for at træne på den bane, de skal ud på torsdag, og i morgen skal alle hestene så igennem vettjek, inden konkurrencen for alvor løber af stablen. 

Stævnet strækker sig over fire dage, hvor rytterne som sagt skal starte med dressuren, som er delt op over to dage, nemlig torsdag og fredag. Lørdag skal ekvipagerne ud i terrænet, og søndag morgen skal hestene igennem endnu et vettjek for at sikre, at alt er i sin skønneste orden, inden de søndag eftermiddag skal i aktion på springbanen. 

Du kan følge med i stævnets start- og resultatlister lige her. 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen