Snart afgøres holdfinalen i Aachen

21-08-2026 18:00

Annika Knudsen Lorentsen

Løbende opdatering: I dag står den på holdfinale i springning ved VM i Aachen, og det danske landshold er klar til at gøre deres bedste for at fastholde den gode placering, og måske endda avancerer i den samlede stilling. Vi opdaterer løbende under konkurrencen

Copyright Ridehesten.com
Zascha Nygaard med Com'On Drako de Maugre er første dansker på banen i dag. Foto: DigiShots
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det er en endnu en spændende dag ved VM i Aachen. Her til aften afgøres holdfinalen i springning, og dermed skal de første medaljer i denne disciplin uddeles. Det danske landshold opnåede i går et historisk resultat, da de efter gårsdagens runde red sig ind på 9. pladsen, og dermed blandt de 10 nationer, der har fået en plads til dagens afgørende finale. I alt har der været 31 nationer til start, og aldrig før har Danmark været i blandt de 10, der fik mulighed for at ride med om medaljerne. 

For selvom Danmark til fulde har indfriet målet ved mesterskabet, så er det ret sensationelt, at medaljerne faktisk er indenfor rækkevidde, og det samme er også muligheden for at kvalificerer et hold til OL. Mindre end et nedslag fra bronzemedaljen er Danmark placeret inden dagens konkurrence, mens der er mindre end 2 fejl op til syvendepladsen, som er det, som det kræver at sikre sig OL-kvalifikation. Det vidner om hvor tæt de 10 nationer ligger, og det bliver derfor særdeles spændende at følge aftenens finale. 

Klassen starter kl. 18.30 med de ryttere, der kun er med videre i konkurrencen individuelt, og derefter kommer rytterne fra de 10 finalenationer fra kl. 20.15, hvor den første rytter i holdkonkurrencen rider på banen. Danmark rider på banen som det andet hold i konkurrencen, da der rides i omvendt rækkefølge af placeringsrækkefølgen. De danske ryttere har følgende startnumre i dagens konkurrence:

  • 32. Zascha Nygaard med COM'on Drako de Maugre
  • 42. Laura Baaring Kjaergaard med Qarisma van't Roosakker
  • 52. Caroline Rehoff Pedersen med Polonis L
  • 62. Andreas Schou med Napoli vh Nederassenthof

Der er altså 30 ryttere der rider individuelt i dag, mens Darragh Kenny fra Irland er den første rytter i holdkonkurrencen som startnr. 31. I front inden dagens afgørelse er Tyskland med bare 3,48 fejl, mens USA har 4,85 fejl på sølvmedaljepladsen. Belgien har indtaget den foreløbige bronzemedaljeplads med 7,69 fejl. Men både Italien, Storbritannien, Frankrig, Sverige, Schweiz, Danmark og Irland er blot et nedslag fra at ligge lige med Belgien eller bedre. Irland, der foreløbigt er placeret som nr. 10 har nemlig 11,69 fejl, hvilket er præcis 4 fejl mere end Belgien. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Der er også noget at ride for individuelt, for i dag er de 60 bedste individuelt efter i går med, og det er kun de 25 bedste efter i dag, der får mulighed for at ride i den individuelle finale på søndag. Lige nu er Caroline Rehoff Pedersen nr. 16 og Zascha Nygaard nr. 37. De har begge mulighed for at ride sig i den individuelle finale, hvis de leverer endnu et godt resultat. 

Følg den løbende opdatering nedenfor.

Løbende opdatering:

Kl. 18.00

Om en halv time starter dagens konkurrence med de individuelle ryttere, og fra kl. 20.15 begynder holdfinalen, hvor Danmark er klar som hold nr. 2 på startlisten.

Trine Askjær-Jørgensen

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Trine Askjær-Jørgensen