Thomas Bach Jensen
De to kommende søndage vil Schockemöhles hingstekollektion blive præsenteret i Vechta. De tre delvist danskejede unghingste Bentley, Fürstenball og L’Espoir vil uden tvivl være en hovedattraktion ved årets hingstefremvisning. Præmiehingsten Bentley har Schockemöhle købt i fællesskab med Blue Hors ved hannoveranerkåringens hingsteauktion i 2008, hvor hingsten opnåede højeste hammerslagspris. De to hingsteholdere, der har et mangeårigt samarbejde bag sig, havde valgt at købe hingsten sammen fremfor at presse hinanden op i pris. Fløjhingsten Fürstenball blev købt på oldenburgerforbundets elitefølauktion i 2006 af HP Horses, Danmark, for en dengang uhørt høj pris, hvortil Schockemöhle valgte at stå af i sidste øjeblik. Ved Oldenburgerhingstekåringen i 2008 købte Schockemöhle efterfølgende halvpart i den danskejede fløjhingst. Reservefløjhingsten L’Espoir fra Mecklenburgerkåringen indgår ligeledes som et af de unge topnavne i Schockemöhles hingstekollektion 2009. Det er lykkes Lotte og Per Skjærbæk at erhverve halvpart i denne hingst. Samarant, Sunny-Boy og Champion F.P. er nogle af de ældre hingste, som det inden for det seneste år er lykkedes danskere at købe hos Schockemöhle. Mon ikke også der skulle være mulighed for, at Paul Schockemöhle for første gang selv gæster Dansk Varmblods hingstekåring i Herning i 2009. Blue Hors hingstene Hotline og Don Schufro vil ligeledes blive fremvist på Schockemöhles hingstefremvisninger den 1. og 8. februar. Flere af de største tyske hingstestationer har booket Vechtahallen til en fremvisningsdag eller –aften i vintermånederne. Således vil Blue Hors hingstene Doolittle, Leredo, Romanov, Zack og Le Champ Ask kunne opleves under Kathmann/Vorwerk fremvisningen og hingsten Hoftanz fra HP Horses kan opleves under Böckmanns hingsteshow. For yderligere datoer mv. følg linket til højre.