Skovrider: Stor ros til Sønderborg Sportsrideklub

08-10-2019 13:38

Annika Knudsen Lorentsen

I weekenden var en del af landets springryttere samlet til landsstævne hos Sønderborg Sportsrideklub og stævnet fik stor ros fra mange af deltagerne, hvilket arrangørerne selvfølgelig er glade for

Copyright Ridehesten.com
Kristian Skovrider. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I weekenden var der stort landsstævne i springning hos Sønderborg Sportsrideklub, og det benyttede mange ryttere til at komme godt i gang med indendørssæsonen. 

– Jeg synes stævnet og dets arrangørere fortjener stor ros, det var virkelig et godt stævne, fortæller Kristian Skovrider, som igennem årene ofte har deltaget ved stævnerne i Sønderborg, og fortsætter:

– De gjorde alt for at alting skulle gå op i en højere enhed, og alle ryttere var glade og imponerede over det velafviklede stævne. Samtidig er deres faciliteter i top og der var mange klasser at vælge imellem. 

På Facebook har mange af de deltagende ryttere også udtrykt deres begejstring for stævnet, stedets faciliteter og de mange valgmuligheder i forhold til hvilke klasser man vil ride. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Stævnet var pænt besøgt, med omkring 500 starter, men der er stadig plads til flere og det håber klubben selvfølgelig der kommer til deres næste arrangement. 

– Vi er blevet ved med at afholde stævnet år efter år, og vi er glade for at der efterhånden er kommet så stor opbakning omkring vores stævne, fortæller Anette Holm, som er hovedansvarlig for klubbens stævneudvalg, og tilføjer:

– Vi er meget glade for den ros vi får for vores stævne og vi håber, at den positiv opfattelse af vores arrangementer kan bidrage til, at vi allerede næste gang får endnu flere starter. Vi er desuden glade for den opbakning vi fik fra vores sponsorer, som sponsorerede nogle klasser og dermed gav rytterne nogle flotte præmier at ride om.

Selvom mange måske tænker at Sønderborg Sportsrideklub er langt væk, da det befinder sig i det man vil kalde udkantsdanmark, så er det faktisk ret nemt at komme dertil. I dag er der nemlig motorvej næsten hele vejen og samtidig har klubben nogle rigtig gode faciliteter, som er værd at køre efter. 

Se resultater fra weekendens stævne her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner