Sidste chance for Totilas?

26-06-2015 09:41

Britt Carlsen

Verdens mest omdiskuterede dressurhest, Totilas, kom ikke til start i det tyske mesterskab, nu er CDIO stævnet i Hagen i juli sidste chance for at opnå EM-kvalifikation - melder landstræner Theodorescu

Copyright Ridehesten.com

Sidste år viste Totilas storform ved CHIO i Aachen, og tyskerne så frem til at Paul Schockemöhles 10 millioner Euro investering i den tidligere hollandsk ejede og redne hingst (Edward Gal) endelig ville gøre en forskel for det tyske landshold ved WEG i Normandiet, men ak efter Aachen stod Totilas igen skadet og Matthias Rath kom ikke til start på hingsten ved WEG.

Nu samler interessen sig igen om parret, der måtte melde fra til det tyske mesterskab i Balve. - Totilas er igen fit efter sin skade, men en start ved DM i Balve er for tidligt. Han mangler endnu nogle procent kraft og kondition, forklarede landstræner Monica Theodorescu til "Bild". Heller ikke Isabell Werts tophest Bella Rose kom til start i Balve på grund af en skade. 
Kravet til Totilas og formodentlig også til Bella Rose er start i to klasser (Grand Prix og Grand Prix Special) ved CDIO stævnet i Hagen den 8. - 12. juli. 
- Hvis rytterne ikke kommer til start enten i Balve eller i Hagen, kommer de ikke på landsholdet til EM, understregede Theodorescu overfor "Bild". („Wer in Balve und in Hagen nicht startet, der hat für die EM keine Chance”)

Totilas og Matthias Rath i Aachen 2014.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner