Scandinavia Jumping Tour i Odense for alle

20-12-2019 14:00

Britt Carlsen

Stærke og erfarne kræfter er ved at lægge sidste hånd på planlægningen af et stort bredde-springstævne for ponyer og heste i Odense Congress Center i uge 7

Copyright Ridehesten.com

Det lyder nærmest perfekt: En uges springstævne i varme, hyggelige rammer i Odense Congress Center i uge 7, mens vinteren endnu er over os. Med konkurrencer i den store opvisningshal, opvarmning og opstaldning i hallen ved siden af, så er der lagt op til et stævne i særklasse. Og det særlige ved stævnet er, at det henvender sig til bredden.

– Vi vil lave et lækkert stævne for bredden, hvor mange ryttere i alle aldre kan hygge sig i nogle flotte rammer, fortæller en af arrangørerne bag ”Scandinavia Jumping Tour”, Dorthe Ketterle, som sammen med Julie Dresler, Kim Ponsaing, Karsten Kjærulff og Alan Neergaard er gået ind i arbejdet med at få stævnet etableret.

– Vi har valgt bruge Odense Congress Center på Fyn, da det er midtpunktet for mange og let at komme til for næsten alle. Samtidig har Fyn jo lidt på aktivitetsniveauet, da de har mistet JBK Horse Show og DM-stævnet i dressur på Broholm, uddyber Dorthe.

Alle brænder de for ridesporten, og de oplever, at der mangler kvalitet i stævnerne, især når det glæder bredden. Det har de talt længe om, og pludselig opstod ideen til Scandinavia Jumping Tour i Odense. Odense Congres Center har tidligere bevist, at messecenteret egner sig fortrinligt til ride stævner, og der er allerede god tilbagemelding fra udstillere til messeområdet.

Målet er at skaffe midler til at afvikle stævnet over en 3-årig periode i Odense Congres Center. Et nyt, udendørs anlæg på Fyn ved at blive etableret, og det vil arrangørerne gerne inddrage til at lave endnu et stævne i samme ånd. Med to årlige stævner på tegnebordet er det klart, der skal noget god planlægning til. Men arrangørerne er langt fremme, og har udarbejdet proportioner samt fået tilsagn fra DRF Officials og mange frivillige hjælpere. Projektet har skabt opmærksomhed, og Sport Event Fyn er indgået i et samarbejde om projektet sammen med Odense Congress Center.

– Vi håber på opbakning fra ponyryttere fra Sverige og Norge, så vi kan få nogle sjove klasser, fortæller Dorthe. De har valgt at afvikle stævnet i uge 7, skolernes vinterferie, og i den efterfølgende uge er der Islænder Show i Odense. De pusler lidt med tanken om fremadrettet at lave to ugers stævnet, blandet med show for islændere for at tiltrække noget publikum til stævnet. På den måde bliver det en anderledes form for ride stævne, men det er der også erfaring med, virker tiltrækkende på mange.

Det er et ambitiøst projekt, og som alle projekter af denne art er det styret af penge. – Vi håber, vi med dette projekt for en bred skare af ryttere på både heste og ponyer, kan skaffe de midler, der skal til, for at sikre springstævne i Odense i uge 7 allerede i 2020, slutter Dorthe Ketterle.

Info

Hvem er personerne bag?
Julie Dresler er ponymor og gift med berider Thomas Dresler. Deres døtre rider på højt plan i hele Europa. Julie er også medarrangør af Baltic Cup
Kim Ponsaing er også ponyfar og har erfaring fra afviklingen og den positive udvikling af Baltic Cup.
Karsten Kjærulff er manden som vil bruge sin ekstra tid på finde sponsorater da han er lokal
Allan Neergaard kan lave alle slags baner, som er perfekte at ride på, uanset om det er ude eller inde. Han er desuden far til sønnen Martin og datteren Olivia som er kendte på springbanerne.
Dorthe Ketterle er kvinden bag mange sekretariater til ridestævner, og hendes ”barn” er de fantastiske stævner på Riders Cup. Hendes datter driver Shannon Sporthorses, hvorfra hun sælger heste bl.a. til kendte ryttere som Ben Maher, Martin Fuchs og Peter Fredericsson.
Alle er således kendte i og bekendt med rideverden og ved, hvad der skal til for lave et godt stævne.
Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen