Kristine Ulsø Olsen
Det var egentlig kat. I ponyerne som åbnede stævnet kl. 8 i morges med 38 startende ekvipager, men det var samtidig kat. II ponyerne der udløste spændingen først, ved at være først færdig og afsløre hvilke ekvipager der kan gøre sig gældende i kampen om medaljer.
Særligt én ekvipage red et målrettet og præcist program, hvilket dommerne honorerede. Med hele 72,735% lagde Sara Aagaard Hyrm og FB Gangster sig i spidsen af DM, hvor ridtet i morgen og søndag dog også er mere end afgørende for medaljefordelingen. Ind som nummer to blev det en relativt ukendt ekvipage, dog med et noget kendt efternavn, da Alexander Helgstrand på Jumanji blev den nærmeste konkurrent til Sara, da han opnåede 71,966%. Dagens nummer tre blev Caroline G. Falkenskov på Traeumer med 70,214%.
Hvis man troede at Sara var færdig med at præstere i dag, så tog man grueligt fejl. Kun lidt over en time efter hun red ud af banen på Gangster, red hun ind på banen ved siden af, for at ride 1. kvalifikation for kat. I ponyer. På hendes EM-makker, Der Harlekin B opnåede Sara intet mindre end 74,701%, hvilket resulterede i endnu en sejr, denne gang bare for kat. I ponyer.
- Jeg havde to rigtige gode og stabile ture uden fejl på begge ponyer, så målet de kommende dage er at fortsætte de gode stabile ture og nå A-finalen på begge ponyer, fortalte Sara efterfølgende til Ridehesten.com. Hun rider desuden sit 5. Danmarksmesterskab som endnu ikke har indbragt nogle medaljer, men mon ikke der er håb for det i år?
Ind på andenpladsen blev det Louise Christensen på Vegelin’s Goya som havde et meget succesfuldt EM for to uger siden, hvor de red sig til en sølvmedalje for hold og to individuelle bronzemedaljer. I dag opnåede ekvipagen 74,573%, hvorefter Kristian Würtz Green på Lilo L. indtog tredjepladsen med 74,069%. Det betyder at det er utrolig tæt i toppen for de tre ryttere som alle repræsenterede Danmark ved EM på Vilhelmsborg, hvor der blev redet en sølvmedalje hjem for hold.
Se dagens resultater og startlister HER
Ridehestens fotograf er tilstede i dag og vil være det igen på søndag. Husk at se billederne på Ridehesten.com i næste uge!