Sæsonstart: Landsstævne i voltigering

18-04-2024 10:06

Foråret er over os, og dermed er der også taget hul på voltigeringssæsonen 2024. Den kommende weekend slår Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985 dørene op for årets første weekendstævne

Copyright Ridehesten.com
Iben Dines Pedersen i aktion under VM i Herning 2022. Foto: Ridehesten.com/ Astrid Østergaard Sørensen.

Når årets første weekendstævne i voltigering løber af stablen i den kommende weekend, er der fyldt godt op med starter. Stævnet fungerer nemlig som udtagelsesstævne forud for sommerens FEI Vaulting World and Championship for Seniors and European Championship for Juniors and Young Vaulters. 

I 3* Senior er både Iben Dines Pedersen på hesten Kick Off med Hanne H. Hansen som longefører til start, samt Maria Thinggaard Sørensen på hesten Kira med Emma Ravn som longefører. Derudover byder stævnet på gruppevoltigering i absolut topklasse, når holdet fra Skibby indtager banen. 

Blandt Young Vaulters ser det også spændende ud, da sidste års DM-sølvvinder for junior, Julie Broeng Christensen, skal have sin debut på dette niveau. Julie stiller op med både Berndorff's Pilgrim og Hornbeck's Crixus, og med Allan Laudrup som longefører på begge hestene.

Tilbage i juniorklassen bliver der dog uden tvivl rift om podiepladserne, da der både er nye stjerner på vej op samt deltagelse af sidste års DM-guldvinder, Wilma Baden Askbo. Det er dog ikke kun eliten, der kigger forbi Esbjerg. Blandt de mere urutinerede udøvere er der nemlig også stor tilslutning med blandt andet hele 19 starter i klassen Individuel F, som foregår i skridt. 

Copyright Ridehesten.com
Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985 glæder sig til en weekend spækket med god voltigering. Foto: Privat.

Bag dommerbordene sidder fire rutinerede dommere klar til at dømme de håbefulde deltagere. Udover de to danske dommere, Signe Lawaetz og Lise C. Berg, så dømmes udøverne også af svenske Carina Ingelsson og engelske Sarah Gemmell. Hver dommer har sin egen funktion under bedømmelserne, så mens nogle bedømmer udøvernes flotte programmer og arktiske øvelser, så sidder der også en dommer med fuldt fokus på hestens præstation, velvillighed og samarbejde med longeføreren. Alle dommernes bedømmelser vægtes lige højt i den samlede score. 

Copyright Ridehesten.com
Fællesskab er en af de ting, som Esbjerg og Omegns Rideklub glæder sig særligt til i weekenden. Foto: Privat.

Mette Brandenborg Jensen fra Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985 fortæller, at de glæder sig til nogle skønne volti-dage i Esbjerg med masser af godt humør, fællesskab og god horsemanship. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen