Sådan kommer Para Cup til at blive afviklet

27-01-2022 15:49

Christine Krogh Frausing
Skribent

Som pararytter har du mulighed for at deltage i den nye Para Cup. Cup'en afvikles over 6 kvalifikationer fordelt i hele landet, og ekvipagerne med flest point mødes i finalen

Copyright Ridehesten.com
Pararytter, Tobias Thorning Jørgensen og Jolene Hill. Foto: Ridehesten.com/Maria Lerche Mortensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

Para Cup er en landsdækkende dressurturnering for pararyttere. Turneringen spænder bredt, da den afvikles i én procentklasse, hvor der kan rides enten Noviceprogrammer eller Mesterskabsprogram. I Para Cup indsamler ekvipagerne point for hver kvalifikation der startes. 

Der afvikles 6 kvalifikationer fordelt i landet i perioden maj-september 2022. Det tilstræbes, at der afvikles 3 kvalifikationer i Jylland, 1 på Fyn og 2 på Sjælland. 

Startberettigede ryttere og heste

For startberettigelse i Noviceprogrammerne gælder følgende:

  • Ekvipager der ikke har været placeret i sværhedsgrad 5 ved C-stævne eller højere (jf. DRF’s placerings tabel) i paradressur i kvalifikationsperioden.
  • Ekvipager der inden for kvalifikationsperioden ikke har startet sværhedsgrad 3 i dressur (MB0) eller højere.

Mesterskabsprogrammerne er åbne for alle.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Selvom hesten eller rytteren ændrer status i løbet af turneringen, er det status på tidspunktet for tilmeldingsfristen til den første kvalifikation, de deltager i, der er afgørende.
Det er tilladt for en rytter at deltage med 2 heste pr. kvalifikation, men der må kun deltages med én hest i finalen.

De 15 ekvipager med flest point fra kvalifikationerne mødes i finalen.

Finaleafvikling

Finalen afvikles i 4. kvartal 2022 og afvikles til et C-stævne over to dage på følgende måde:

Dag 1: Afvikles i Novice A og Teamtest, dvs. samme programmer som i kvalifikationerne
Dag 2: Afvikles i Novice B og Indv. Mesterskabsprogram, dvs. Novice B (FEI 132, 232, 332, 432, 532) eller Ind. Mesterskab (FEI 151, 251, 351, 451, 551).

Point fra kvalifikationer medtages ikke til finalen, og vinder af Para Cup 2022 er den ekvipage, der sammenlagt fra finalens dag 1 og dag 2 opnår den højeste samlede procentscore.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner