Er du klar til springchampionaterne?

18-04-2018 10:00

Britt Carlsen

Med forårets komme er det også tid for klargøring af springhestene til deltagelse i championaterne for 4-, 5- og 6-års heste. Christian Petersen og Bo Bak Andersen giver gode råd til forberedelse og springtræning

Copyright Ridehesten.com
Bo Bak Andersen følger træningen opmærksomt, og der er fokus på alle detaljer i træningen. Her rider Rikke på Dame Noire van Overis Z e. Darco/Collin L.

De unge heste skal have den bedst mulige oplevelse, når de deltager i championaterne, derfor skal de have den optimale forberedelse.

– Hestene skal være rimeligt godt med i deres grunduddannelse for at deltage i championatskvalifikationerne, indleder Christian Petersen.  – Med de 4-årige heste ved man aldrig, hvor man står. Du kan have den mest ridelige hest derhjemme, men så viser det sig, når den kommer i byen, at den kan være svær at ride rundt på. Man ved aldrig, hvordan de reagerer, understreger Christian.

100% kontrol kan blive til det halve
Bo Bak Andersen supplerer: – Hestene skal uddannes ordentligt, og kommer man bagud i uddannelsen af især de 4-årige heste, skal man skynde sig i træningen, for at hesten når at blive klar til championaterne. Og det kan give bagslag. Man er nødt til at lave en god forberedelse hjemmefra.

Hvad skal de kunne?
Naturligvis skal man passe på ikke at overtræne hesten i det daglige arbejde, for det har en negativ effekt både på hestens humør og fysik. Det er en balancegang at opnå den ønskede kontrol uden samtidig at overtræne hesten. Det man skal sigte på er, at hesten arbejder ærligt mellem rytterens schenkel og hånd, at den villigt kan lave enkle sidebevægelser som schenkelvigning og versade, samt også gerne kan changere galoppen, og hvis ikke i et changement, så gennem få travtrin.
En god forberedelse af unghestene på konkurrencer er også banetræning hos kolleger, hvor hestene kommer ud at køre og skal springe på en for dem ukendt bane på anderledes forhindringer, end dem de kender fra dagligdagen derhjemme.

Copyright Ridehesten.com
Rikke og Cupido Alfarvad Z e. Crown Z/Carolus II på vej over travbommene. Som et led i dressurspringningen, hvor hestene traver over bommene, springes an og galoperes over to a tempoforhindringer, for igen at lave overgang til trav og trave over bommene.

Stævner som et led i udvikling
Ridestævner er en meget stor del af hestens udvikling, og for de unge heste på 4 og 5 år er det vigtigt, at de går nogle stævner i træk, er Bos holdning. – Måske skal de bare gå en enkelt dag ved stævnet, og så afsted næste weekend osv., for det er vigtigt de oplever noget nyt. Og det skal de især have prøvet, inden de går championater. Det kan ikke nytte noget, at man kommer direkte hjemmefra, uden at hesten har været til andre stævner først, og så tror man kan ride championat eller egnethedstest. Det giver kun en dårlig oplevelse for hesten.

Konditionstræning
Hesten skal have en varieret træning, som både består af dressurtræning, springtræning og konditionstræning. På Alfarvad er man så heldig både at have en stor udendørs spring/træningsbane samt ridestier i den omkringliggende skov.
– Vi bruger skoven både til at holde humør i hestene, til opvarmning og til konditionstræning, fortæller Christian. Hesten skal være glad for at arbejde, og det skal man ikke undervurdere. Og en god grundkondition gør opgaven fysisk lettere for hesten.

Vedhæftet er et forslag til en træningsbane.
Kilde: Magasinet Ridehesten maj 2017

Copyright Ridehesten.com
De 4-, 5- og 6-årige heste bliver sprunget på samme bane, med samme krav til overgange og temposkift – den eneste forskel er forhindringshøjden. Her springer Christian på 6-årige Cato Alfarvad Z e. Crown Z/Grundgold II.

Info

Datoer for kvalifikationsstævner i springning 2018:

Dato Distrikt Klub
23/6 - 24/6 D9 Billund Sportsrideklub
30/6 - 1/7 D12 Bækgaarden Sportsrideklub
28/7 - 29/7 D4 Riders Cup
11/8 - 12/8 D7 Stutteri Ask /Fyns Rideklub
25/8 - 26/8 D12 Danish Derby

I magasinet Ridehesten kan du hver måned få gode råd til træning af kompetente trænere og ryttere.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner