Sådan gør du stalden mindre attraktiv for rotter

29-04-2020 16:26

Helle Kristensen

De milde vintre skaber ikke blot problemer med mudrede folde og tabte sko. Klimaet er også medvirkende til at vi hestefolk i langt højere grad skal kæmpe mod de uønskede beboere i vores stalde: rotterne

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Selvom vejrudsigten ikke helt viser det, så er vi godt på vej mod sommer og lyse tider. 
Det betyder også, at vi heldigvis kan vinke farvel til én eller flere af hestestaldens uønskede beboer, nemlig rotten. 

Når sommeren for alvor melder sit indtog, minimeres risikoen for de uønskede gnavere betydeligt. 
Teknisk chef for hos Rentokil Claus Schultz forklarer, at kun 10 % af den samlede bestand af rotter, opholder sig indenfor i sommerhalvåret. 
Det giver dermed os stald og hesteejere en mulighed for at bruge sommerhalvåret på at indrette stalden, så rotterne fremadrettet ikke syntes det er helt så attraktivt at bo under samme tag som vores heste. 

Vi kender de gængse råd; Skaf en staldkat, opbevar foder i tønder, sæt giftkasser op osv.. Men også måden du indretter din stald på, er en vigtig faktor for hvor spændende Hr. Rotte syntes det er at slå teltpælene ned i lige netop DIN stald. 

Servicetekniker hos Rentokil Michael Askjær Sørensen arbejder dagligt med at besværliggøre rotternes hverdag i Hedensted Kommune og han giver her 5 tips, der kan være medvirkende til, at rotterne ikke ønsker at tage bolig i din stald.

1: Undgå at skabe “gemmesteder”
Rotter elsker steder, hvor de kan få lov at bo i fred. Det betyder at mørke kroge og hjørner, hvor rotten sjældent forstyrres, er et optimalt sted for rotten at bygge rede. 
Har du mørke hjørner i stalden med eksempelvis hø, bør du sætte høet på paller og flytte det rundt med jævne mellemrum

2: Løft fodertønder op i højden
Vi kender det alle. Det går lidt stærkt når der skal fodres og ofte ryger der lidt ved siden af. Hvis du sætter dine fodertønder op i højden, er det nemt at feje under dem, hvis du spilder foder. Bonus er, at rotten på den måde heller ikke kan gemme sig mellem tønderne. 

Copyright Ridehesten.com
Ved at opbevare foderbokse hævet fra jorden, bliver det nemmere at feje eventuelt spildt foder sammen. Ligeledes mindskes risikoen for at rotterne kan gemme sig mellem fodertønderne

3: Ryd op
Hold orden i din stald. Ikke blot fordi det ser pænt ud, men også for at minimere stederne, hvor rotterne kan krybe i skjul. Hæng dine dækkener og lignende på dækkenholdere, så rotten ikke har noget at putte sig i. 
Tomme bokse der ikke benyttes gennem længere tid, bør tømmes og fejes. 
Sørg for at fjerne alt unødigt fra gulvet. 

4: Brug paller
Paller og en palleløfter kan blive din bedste ven i kampen mod rotter. I stalden opbevares hø, halm, træpiller ofte på pallerne. Men hvis pallerne får lov at stå for længe det samme sted, kan rotterne sagtens bygge rede uforstyrret under dem. Fej hyppigt under og omkring pallerne og sæt dem, hvis muligt, med en afstand på ca. 30-50 cm ind til væggen.

Copyright Ridehesten.com
Sæt paller hvor du opbevarer træpiller hø osv. med god afstand, så rotterne ikke kan gemme sig mellem pallerne
Nyheden fortsætter efter annoncen

5: Meld det ind med det samme
Anmeld det til kommunen så snart du har mistanke om, at du har fået rotter i din stald. 
Claus Schultz understreger, at dette råd er det vigtigste af alle råd i forbindelse med bekæmpelse af rotter. 
“Rotter formerer sig med lynets hast, og det er meget nemmere at tage én rotte i opløbet, end det er at udrydde 50. Teoretisk kan ét rottepar blive til en rottebestand på 10.000 i løbet af et år.”

Vil rotterne bide os? 
"Min erfaring er, at rotter meget sjældent er aggressive og angriber mennesker eller heste. En rotte vil oftest tage flugten, når de møder os mennesker. Det ligger i deres natur. Ser du en rotte der ligger på jorden uden at bevæge sig, må du derfor heller ikke samle den op. Hvis rotten blot er syg eller afkræftet, risikerer du at blive bidt.”  

Copyright Ridehesten.com
Michael Askjær Sørensen er rottefænger i Hedensted kommune. Han har altid rottehunden "Rento" med på job. Én af fordelene ved at bruge rottehunde i kampen mod rotter, er at hundene nemmere opfanger duftspor end vi mennesker.

Fakta om risikoen ved rotter
Antallet af mennesker der smittes med sygdomme fra rotten er ifølge Statens Serum Institut stigende. I 2017 registrerede man 22 tilfælde af Weils syge - også kendt som rottesyge.  

Rotter bider sjældent, men deres urin er en kæmpe smittebærer, og det er derfor vigtigt, at du sørger for at vaske hænder, når du har været i stalden. 
Rotter dryptisser konstant, og det betyder at de efterlader spor overalt i stalden, og altså ikke kun der hvor de har rede eller efterlader ekskrementer. Duftsporerne er også medvirkende til, at andre rotter tiltrækkes. 

Rotter er kendte for at være smittebærer af omkring 40 sygdomme. Herunder salmonella, difteri og hepatitis. Det er derfor vigtigt at du sørger for at holde de små gnavere væk stald og beboelse. 

Smitte fra rotter overføres oftest via slimhinder, altså når du klør dig i øjet, spiser eller pudser næse, men rotter kan også smitte gennem huden - særligt hvis du har fugtige og varme hænder (eksempelvis hænder der har været pakket ind i vanter).

Denne artikel har tidligere været bragt på Everhorse.dk, som ejes af Mediehuset Wiegaarden, der også driver ridehesten.com og magasinet Ridehesten. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner