Britt Carlsen
Championaterne for 4-, 5-, 6- og 7-års dressurheste er særdeles populære med mange starter fordelt på distriktsstævner over hele landet. Men hvad er det egentlig, dommerne lægger vægt på, og hvor er det, man kan hente sine point?
Helt grundlæggende lægger dommerne vægt på, at hesten er uddannet i henhold til træningsskalaen (se illustration). Der lægges vægt på ridelighed, grundgangarter og det generelle indtryk. Hesten skal gå fremad, være i balance og være smidig samt taktfast i alle tre grundgangarter. Den skal også være spændstig. Dvs. bevægelsen skal drives af en aktiv bagbensbevægelse gennem en smidig ryg frem til en rolig og eftergivende hals og nakke. Hesten skal som resultat af dette gå tillidsfuldt frem til biddet.
Det betyder også for alle tre årgange, at heste der viser gentagne træningsfejl som åbenlys uren takt, vedvarende spændinger, vedvarende uro på biddet, utilstrækkeligt rygsving og skævheder (på to spor, eller med hovedet på sned), får et fradrag i karaktererne.
Da det er unge heste, som er til bedømmelse, så accepterer dommerne spændinger i starten af bedømmelsen og nogle få koncentrationssvigt, der fører til mindre øvelsesfejl, en lidt kort og snæver hals i visse momenter, eller at hesten kortvarigt går under eller over biddet.
Kravene til de yngste
– For alle championatsårgange gælder, at hestens grundridning skal være på plads, og det er også et helt grundlæggende krav til de 4-årige heste. Vi vil se heste, der går i en naturlig balance, i en god rytme og i det hele taget går med et godt ”flow” på banen. De skal vises på en sådan måde og i et sådant tempo, at de kan holde takt, rytme og den bæring, de nu magter på dette niveau, i alle volter og vendinger. Hesten skal gå i selvbæring med en naturlig holdning, ikke forholdt af rytteren, understreger den internationale dommer Susanne Baarup Christensen, der i en årrække har været dommer ved UVM.
Hun understreger, at dommerne ikke vil se hestene vist i et overtempo i nogen gangart. Vigtigere er det, at der er tydelig forskel på arbejdstraven og en trav-/galopøgning. – I øgningen er det vigtigt for os at se, at hesten kan længe sig, altså blive lidt længere i rammen, og tage større skridt/spring, og vi skal kunne se, at den kan samles op af rytteren til en glidende overgang til arbejdstempo, gerne med en antydning af, at den har evne for samling. Når rytteren viser overgangen fra øgning til arbejdstempo, så skal vi se at den er bekendt med og reagerer på rytterens hjælpere uden modstand, fortsætter hun.
– Den skal gå naturligt stabilt fortil og i en naturlig holdning. Det påvirker karakteren såfremt hesten ikke kan gå i en naturlig, korrekt holdning med næsen foran lod. Heste der går bag lod kan vi naturligvis se potentialet hos, men går hesten bag lod er det ofte også lig med, at den går for meget på forparten, og så kan rytteren ikke vise den korrekt. Kan rytteren ikke vise hesten, så vi kan se den gå i dens naturlige form, dikteret af dens styrke, og redet bagfra og frem til rytterens hånd, så er det bedre at give hesten mere tid, og først vise den, når den er blevet stærkere.
– Selvfølgelig vil de unge heste momentvis gå bag lod, slå fra eller falde ud af galoppen. Det er små fejl hos en 4-års hest, og vi er mere tilgivende på de helt unge heste, bemærker dommeren.
5-års heste – hvor er der point at tjene?
For de 5-årige heste gælder, at de skal vises i FEI’s indledende program for 5-års heste. Nogle af de mere vanskelige øvelser i 5-års programmet, og øvelser, hvor rytteren kan optjene værdifulde pluspoint på kontoen, er veludførte øvelser som middeltrav, kontragalop, skridtovergang efter galop med nyt anspring, tilbagetrædning og gradvis forlængelse af tøjlen.
– Det er et ganske krævende program, som fordrer af hesten, at den er inde i rammen mellem rytterens hjælpere. Den skal vise selvbæring, og rides i et passende tempo og en konstant rytme. Ved at vise tydelige, bløde overgange og ride et præcist program samt vise en begyndende villighed til samling, så giver det dommerne et godt indtryk, når vi skal vurdere, om der er basis for en fremtidig dressurhest på højere niveau, indleder Susanne.
Hesten skal vises med en alderssvarende bæring og en god fremadsøgning, og så skal den gå med et passende løft – ikke for lidt og ikke for meget. Bliver hesten presset på dette punkt, giver det sig ofte udslag i, at den går på to spor, og det koster point i ridelighedskarakteren. Selvom hesten skal vises i øvelser, så er der ikke mange deciderede øvelser for dommerne at bedømme, og derfor er bedømmelsen af de 5-års også en bedømmelse af hestens grundlæggende uddannelse og gangartsmæssige kvalitet. Der er ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem uddannelse og kvalitet, så man vil opleve, når dommerne skal observere hestens potentiale, at man sagtens kan opnå en høj ridelighedskarakter, selvom hesten måske ikke har samme høje potentiale.
– Såfremt hesten vises med hovedet på sned, så er det en grundfejl, for det betyder, at den ikke går lige frem til begge tøjler. Hvorimod forkert stilning i et hjørne, kan være tegn på et balanceproblem hos den unge hest, så det trækker ikke ned i så høj grad, som hvis hesten går med hovedet på sned.
Galop-skridt-overgangen i programmet er en vanskelig øvelse, som lavet flot og flydende, bliver honoreret i ridelighedskarakteren. Det er også i denne overgang, at dommerne kan se rytterens forberedelse til øvelsen og hestens reaktion på hjælpen. Viser hesten her en evne til at samle sig forud for overgangen, er det noget, som honoreres i kapacitetskarakteren.
– Hvis vi kan se rytteren forberede øvelsen godt, og hesten lige laver to, tre travtrin, så koster det naturligvis i ridelighedskarakteren, men det er ikke ensbetydende med, at vi vurderer, at øvelsen ikke er vist godt nok, understreger Susanne. Så er det mere en fejl, såfremt rytteren ikke laver en forberedelse til en overgang, men blot trækker i tøjlen for at skifte gangart.
– Vi vil gerne se hesten komme i en rentaktet kontragalop, med galopkvaliteten bevaret og en tydelig opad-bakke-tendens, ind i en overgang, hvor rytteren bruger sine anholdende hjælpere korrekt, hvorefter hesten laver en overgang til en afspændt, taktren skridt.
I programmet skal også vises middeltrav, dette skal gøres med forlængelse af travtrinene med tydelig overtrædning med bagbenene. – Vi ser hos en del heste, at det kun er forbenene der arbejder i øgningerne, og det er en fejl. Hesten må gerne længe sig lidt frem i rammen, og vise at den kan komme tilbage til arbejdstempo i en glidende overgang. Kvaliteten af grundtraven skal bevares i øgningen med takt, bæring og afskub, med mindre overtrædning i middeltrav end i fri trav. – Selvfølgelig skal hesten kunne gå i balance i øgningen og holde takten, men angående øgningen, så siger jeg personligt: bare giv gas, og vis en tydelig overgang – hellere det, end at vise en middelmådig øgning.
Taktfejl i øgningen tæller ned, men det indgår i dommernes overvejelse, om rytteren har overskuddet til at vise det optimale frem uden at det går galt, og tør satse. Hvis det så kikser, med taktfejl til følge, så er der endnu en øgning, og satser man her lidt mindre, og får vist en flot øgning, så regnes taktfejlen i den første øgning for en mindre fejl. Modsat, ændrer man ikke sin taktik, og viser også den anden øgning med taktfejl, så vurderer vi, at rytteren beder om for meget på en hest, der ikke magter det endnu.
I tilbagetrædningen skal hesten gå villigt tilbage med en diagonal benflytning. Formen er den samme, som rytteren red hesten ind i paraden med. – Vi ser mange variationer af tilbagetrædning, men det vigtigste er, at hesten går villigt tilbage med diagonal benflytning. Så er det en mindre fejl, såfremt den ikke viser præcis det forlangte antal skridt. Og husk fremadsøgningen i paraden, slæbende ben, skæv tilbagetrædning, hesten slår fra og viser modstand, alt dette koster i ridelighedskarakteren, men omvendt, kan man vise en tilbagetrædning med god kvalitet, får man gode pluspoint på kontoen for ridelighed.
I programmet er også indlagt to halvcirkler, dem bruger dommerne til at vurdere om hesten formår at bevare takten og bæringen på et buet spor, og om rytteren formår at bevare støtten til hesten.
Programmet slutter med en meget omdiskuteret øvelse: gradvis forlængelse af tøjlen på en halvcirkel. Og den øvelse vises på meget forskellig vis, det ønskede er dog: Hesten skal følge tøjlen og søge frem og ned, den må ikke blive stående i formen. Sænke hoved og hals med mulen ned til omkring bringehøjde, og fortsat have et godt ”sug” på tøjlen, og så skal der rides letridning. – Det er en øvelse, som udført korrekt, giver dommerne nogle informationer om hestens ridelighed, og det betyder, at man i denne øvelse kan hente nogle gode point, hvis man udfører den rigtigt, understreger Susanne Baarup.
Så kommer changementerne
6-års hestene går FEI’s indledende 6-års program. Det er et program som bl.a. indeholder to changementer, versade og sidetravers i trav, samt middel- og fri trav og tilbagetrædning.
De grundlæggende krav til hestens uddannelse er de samme som for 4- og 5-års hestenes vedkommende, men nu stilles der større krav til at hesten skal vise mere samling og bæring, ligesom dommerne ikke længere er helt så tilgivende i spørgsmålet om ridelighed.
– Den bæring som hesten viser i arbejds-/samlet trav, skal den bibeholde i sidebevægelserne, og det gør versaden og sidetraversen til meget afslørende øvelser. Vi lægger meget vægt på sidebevægelserne, og de er en del af både trav- og ridelighedskarakteren. Selvom man viser en korrekt stillet og bøjet hest, så er det ikke tilstrækkeligt, såfremt grundkvaliteten i traven går tabt med manglende rytme og bæring til følge. Så i sidebevægelserne er der gode point at hente, såfremt man kan vise dem flydende, taktfaste og med glidende overgange ind i og ud af øvelsen.
I galoppen skal man i dette program vise en kort afbrydelse af støtten på biddet på en halvcirkel. Her skal hesten blive stående i holdningen og vise selvbæring, den må ikke slå fra eller falde på forparten. Det rigtige er, at man fører hånden frem i retning mod biddet til eftergivenhed og den løse tøjle, og ikke løfter hånden op i retning mod hestens ører.
De to changementer på den korte diagonal er en udfordring i dette program. – Galoppens kvalitet har også indflydelse på, hvordan det lykkes for rytteren at forberede hesten og få den til at sætte sig mere frem til changementet, indleder Susanne. Det grundlæggende krav er, at changementet skal være rent og gennemsprunget. Så opnår man pluspoint, såfremt det er stort, ubesværet og lige, men det primære er, at changementet er rent og udført villigt.
Kravene strammes
De 7-årige heste er blevet en del af championaterne siden World Breeding Federation for Sport Horses i 2015 lavede et testmesterskab ved UVM for heste i den aldersklasse. En test som Allan Grøn og Zick Flower i øvrigt vandt. Det følgende år blev mesterskabet officielt og vundet af den danske avlshingst Sezuan og Dorothee Schneider, og senere af den danske hoppe Fiontini og Severo Jurado López. De 7-årige heste bliver testet i programmet der ligner Prix St. Georges-programmet.
Bedømmelsen i klassen for 7-års heste adskiller sig fra bedømmelserne i de øvrige årgange, idet der er en dommer, som dømmer selve ridtet, den tekniske del, mens en anden dommer giver gangartskarakterer. Programmet og den tekniske del vægter 50/50. Herhjemme sidder dommeren og berideren sammen, så man kan tale om gangartskaraktererne. Der knyttes en kommentar til bedømmelsen, som det i øvrigt også er tilfældet i de andre årgange. Det er en kort beskrivelse af ridtet i kombination med karaktererne for gangarterne, mens de tekniske karakterer følger senere, da de skal kontrolregnes.
– Programmet kræver, at rytteren skal vise en del overgange fra f.eks. fri galop og middeltrav, og her gælder det virkelig om at få lavet en tydelig overgang, hvor man viser, at hesten magter at vise evne til samling. Det er i dette program den røde tråd i hele hestens uddannelse fra 4-års bliver knyttet, understreger Susanne.
Rent teknisk tæller halvpiruetter i galop, traverser i trav samt samlet og fri skridt dobbelt. Så det er her, man skal have sit fokus, for at sikre de gode point. I lighed med sidebevægelserne som vises i de øvrige championatsprogrammer, skal traversen vise alderssvarende bæring og en konstant rytme. Halvpiruetterne skal vises med en diameter på mellem en og tre meter. – Det primære er, at hesten viser samling og kan galopere i samme rytme i halvpiruetten, hvor de skal bevare fremadsøgningen. Mit råd er at lave halvpiruetten i en passende størrelse, så den ikke kræver for stor samling af hesten. Når den må vises med op til 3 meter i diameter, er der ingen grund til at lave det sværere, end det er for hesten, så den begynder at springe med samlede bagben eller changere bagtil, forklarer Susanne.
For changementsserierne for hvert fjerde galopspring gælder, at changementerne skal være lige og gennemsprungne, linjen skal holdes, ligesom changementerne skal fordeles ligeligt over diagonalen.
– I fri skridt skal rytteren bibeholde forbindelsen til biddet, og hesten skal trække sig frem og suge på tøjlen. Fri skridt er ikke bare at smide tøjlen og skridte derudad, understreger Susanne.
Også den samlede skridt skal være på tøjlen, energisk og aktiv, og alt efter skridtkvaliteten skal man ikke overdrive samlingen, såfremt det går ud over skridttakten, er dommerens råd.
Et godt råd
Susanne Baarup har også et godt råd til rytterne generelt; lad nu være med at overtræne de unge heste, så de bliver stressede og kede af at arbejde på så tidligt et tidspunkt i deres, forhåbentlig, lange ridekarriere. Vær også realistisk i forhold til den hest man kommer med, i vurderingen af hestens kapacitet og uddannelsesstatus. Og husk, er man i tvivl om, hvad dommerne mener med deres bemærkninger til hesten eller dens uddannelse, eller vil man have en uddybende forklaring på en eller flere karakterer, så er man meget velkommen til at kontakte dommerne umiddelbart efter klassens afslutning, så man kan få opklaret de spørgsmål man har.
Kilde: magasinet Ridehesten juni 2018. Du kan tegne abonnement på magasinet HER
