Royalisto kvitterede for ejernes tro på ham

13-03-2017 12:46

Efter en lang skadespause er 16-årige Unicorn's Royalisto tilbage i topsport og giver sin rytter Bjarne Mark den ene super oplevelse efter den anden.  I Herning sejrede ekvipagen i gallashowets kostumespringning både fredag og lørdag aften

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Unicorn's Royalisto e. Royal Z II/Corso er opdrættet af Janni Thermann og trukket på hendes gamle springhoppe. Han er født i 2001 og på Jannis mand, Bjarne Marks fødselsdag samme år fik hoppen taroksyge og måtte køres på hestehospitalet, mens dens føl Royalisto blev hjemme.

- Desværre kom hans mor aldrig tilbage, og han har siden dengang knyttet sig meget til Bjarne og mig, og er nok derfor også blevet en lidt speciel hest, som har en helt speciel betydning for os, fortæller Janni, der er en af de store drivkræfter bag Dansk Varmblods gallashow ved hingstekåringen i Herning.

Det er ikke først gang, at Bjarne og Royalistos flotte springkarriere har blomstret netop under hingstekåringen. For nogle år siden var de meget tæt på at gøre hattrick og vinde en trailer, men efter at have vundet de to første klasser og godt på vej til også at vinde den tredje smuttede Royalisto udenom klassens sidste forhindring, men ikke desto mindre var succesen stor.

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var lige før Bjarnes store hjerteoperation, og så snart han var tilbage i sadlen igen, fortsatte han sin og Royalistos karriere, men desværre pådrog Royalisto sig en seneskade, der satte ham helt ud af spillet, og det var hårdt for Bjarne, der var bange for at have haft den sidste fede konkurrenceoplevelse med den helt specielle hest.

- Vi har gjort alt, hvad vi kunne for Royalisto. Han har fået al den behandling, der skulle til, og så har han fået dobbelt så lang tids ro, som dyrlægen har anbefalet. Vi ofrede en ekstra MRI-scanning for at sikre os, at skaden var 100% helet, inden vi satte ham igang igen, fortæller Janni.

Royalisto var ude af konkurrencer i næsten to år, og netop den ekstra tid med helt ro har gjort ham skadesfri, stærk og helt klar igen. I Herning var Bjarne og Royalisto totalt flyvende, og det var en forrygende og tilmed bevægende oplevelse for både Janni og Bjarne, da deres livs hest med Bjarne i sadlen to aftener i træk sejrede i kostumespringningen foran tusinder af begejstrede tilskuer og en helt ubeskrivelig stemning.

- Jeg skal indrømme, at jeg fik en klump i halsen, da hele hallen sang med på nationalmelodien lørdag aften for at fejre Bjarne og Royalisto, slutter Janni.

Copyright Ridehesten.com
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner