Rosenparade – det er højtideligt og vemodigt

16-11-2019 21:17

Ved årets Rosenparade i Hedensted Rideklub er der lørdag aften blevet taget afsked med 69 ryttere, som til nytår ikke længere kan kalde sig ponyryttere. Ved samme lejlighed blev Ditte Pedersens Kammeratsskabspris uddelt

 

Copyright Ridehesten.com
Rosenparaden 2019. Foto Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hedensted Rideklub er i denne weekend vært for et ponylandsstævne i dressur, og det er nu ellevte år i træk, at klubben ved dette landsstævne også har fået for afholdelsen af den traditionsrige Rosenparade, hvor dansk ponydressur tager afsted med de landsstævneryttere, der fra årsskiftet falder for aldergrænsen og ikke længere kan starte ponystævner - eller med andre ord den årgang, som overgår til juniorrækken.

Lørdag aften blev der taget afsked med 69 ponyryttere, der modtog et “held og lykke fremover” og en erindringsroset doneret af Støtteforeningen Ponydressur. Det er en traditionsrig og meget hyggelig aften, hvor hver enkelt rytter får lejlighed til at takke dem, der ønsker at takke for at støtte dem i deres ponytid.

Et af højdepunkterne ved Rosenparaden er årets ryttertale, som i år blev holdt af Alexander Yde Helgstrand og Frederikke Gram Jacobsen, som i deres tale kom ind på, hvad der er godt kammeratskab. I talen blev også lavet lidt sjov med Jette Nevermann og Rigmor Kristensen, og deres manglende evne til at finde vej, når gps´en bliver indstillet til stævnepladserne.

Hvert år ved dette stævne uddeles Ditte Pedersens Kammeratsskabspris til en særlig omsorgsfuld og kammeratlig rytter, og det er endnu et af højdepunkterne ved Rosenparaden. Det er ponyrytterne selv, der indstiller en kandidat blandt landsstævnerytterne, som igennem sæsonen har udvist en positiv og hjælpsom opførsel overfor sine kammerater og omgivelser. I år gik prisen til Mathilde Sofie Jepsen, som fik vandrepokalen og 2000 kr.

Nyheden fortsætter efter annoncen

I år blev også en tro ponymormor hyldet, nemlig Anne Marie Renshaw, der har sørget for ponyer til sine tre børnebørn.

Rosenparaden er blevet en meget traditionel og højtidelig begivenhed, hvor uddeling af rosetter og fælles billede er nogle af højdepunkterne. I år blev Jette og Rigmor også udsat for en lynhurtig konkurrence, hvor der skulle laves æggeløb til forhindring og spidsning af lakridsstrømpebånd.

Fra årsskiftet stopper Jette Nevermann og Rigmor Kristensen som henholdsvis træner og holdleder pr. 1. januar, så det var også sidste Rosenparade for dem.

– Det er vemodigt, at det også er vores afslutning som trænere. Det har været en fantastisk udvikling, som vi har været vidende til, og et ordentlig kvalitetsløft som vi har set gennem årenene, fortæller Rigmor Kristensen til Ridehesten.com

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner