Rosenkilde Gods starter handicapcenter

03-08-2013 14:09

Ejerne af Rosenkilde Gods har længe gået med en idé i maven, nemlig at give andre mennesker med en vanskelig hverdag, en mulighed for at se lysere på tingene og blive gladere

Copyright Ridehesten.com
Rosenkilde Gods.

Helle og Michæl Nissen ønsker nemlig at dele Rosenkilde Gods, så andre også kan få glæde af dette helt fantastiske sted og kan gå derfra med en positiv oplevelse.

Helle Nissen ved om nogen, hvor svært det kan være. Hun blev alt for tidlig ramt af en hjerneskade, som hun har kæmpet med lige siden. Ikke nok med det, så har hun for et års tid siden, måtte kæmpe kampen mod brystkræft.

Derfor besluttede Helle Rosenkilde Nissen at igangsætte og undersøge mulighederne for at starte et multicenter for både fysiske og psykiske handicappede på godset og omkring hestene. Stedet skal også være for dem, som ikke ønsker at være til hest, men blot vil nyde samværet med andre.

Der er nu ansat hjælpere, staldpersonale, ridefysioterapeut, fysioterapeut, handicapinstruktør og 'blæksprutter', som alle kun vil have til formål at gøre besøget, terapien og behandlingen på Rosenkilde så behagelig som muligt.

- Vores vision er, at hos os skal der være plads til alle. Vi kan tilbyde alle former for genoptræning og træning på hest, men også terapi for den enkelte på hesten, fortæller Helle.

Det har jo længe været kendt, at ridning er godt for fysiske handicap, men det har også en kæmpe effekt på de psykiske handicap. F.eks. er det bevist at anoreksi- og bulimipatienter har haft stor glæde af omgangen med hestene. Stedet kommer også til at tilbyde terapi for børn og voksne med adfærdsmæssige udfordringer.

- Vi vil kunne rumme alle, vi vil være de bedste, og vi vil glæde os til at samarbejde med alle omkring borgerne. Tag f.eks. bostederne. Her er det tit, at personalet ikke kan afse timeantallet til, at en enkelt person kan gå til ridning, men hvis man nu kunne fylde bussen og tage de andre med, gå en tur i naturen, prøve vores mekaniske hest, modtage almindelig fysioterapi, klappe hestene, give dem gulerødder eller blot nyde at sidde i den opvarmede rytterstue med andre ligestillede, så er det hele lige pludselig noget nemmere. Vores café vil have åbent alle ugens dage med gratis kaffe, te og saftevand, og der vil være mulighed for at købe kage og frokost, slutter Helle.

Rosenkilde Gods råder over to store, lyse ridehaller, stald i forbindelse med ridehallerne, tre store udendørs baner i dejlige naturskønne omgivelser og et fantastisk naturområde til at skridte på hesteryg eller gå tur i. Der er 10 ponyer/heste, som er yderst veltrænede til formålet, og der er også indkøbt en mekanisk hest med hele seks træningsprogrammer. Rytterstuen er opvarmet og med direkte udsyn til ridehallen, hvor der også forefindes en café med venligt personale.

Personalet er veluddannet, og de har hver især specialer indenfor handicapridning og ridefysioterapi, men også behandling på hesteryg af både spædbørn, børn og vokse. Alle terapier/behandlinger vil blive tilrettelagt den enkelte borgers behov. Der er selvfølgelig også mulighed for at ride med for hyggens skyld.

Der bliver afholdt to informationsdage, hvor alle er velkomne. Det er den 21. august kl. 18.30 og den 28. august kl. 13.30. Tilmelding er nødvendig, da Rosenkilde Gods vil være vært ved sandwich, øl, vand, kaffe og te. Tilmelding sker på mail til pladstilalle@middelfart-ridecenter.dk

eller på telefon til Helle 40196516 eller Karina 27293146.

Udover dette vil der i september måned være en gratis ridetime pr. borger.

Læs mere her.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner