Annika Knudsen Lorentsen
29-årige Rikke Belinda Barker var en af de ryttere der tidligere i år repræsenterede Danmark ved EM i Milano, og i løbet af sæsonen har hun også deltaget i nationsspringninger, og individuelt ved flere 5-stjernede stævner.
Nu har hun fået muligheden for at ride flere stævner i Mexico, hvor hun kan få mere erfaring på 5-stjernet niveau, og derfor har hun valgt at opholde sig i Mexico i to måneder med tre heste.
– Vi er lige nu i Xalapa, hvor vi skal være én uge. Derefter tager vi til San Miguel, hvor vi skal være i en måned, med to stævner i løbet af perioden. Til sidst tager vi til Monterrey i to uger. Jeg har Tabalou, Pico HCC og iCloud med herovre, fortæller Rikke og fortsætter:
– Jeg blev inviteret til at komme herover og ride nogle 5-stjernede stævner, og så tænkte jeg, at det ville være en super oplevelse at få med i bagagen. Vi er ved det første stævne herovre, og det er helt fantastisk. Der er tre græsbaner, som alle er utroligt flotte. Alle hestene står i permanente stalde, og virker til at trives rigtig godt i det gode vejr.
Det er allerede blevet til flere placeringer for Rikke, som torsdag tog en fjerdeplads i en 135 cm-klasse med Pico HCC e. Clarimo/ Quintero (opdr. Hans-Christian Christiansen) og fredag en sjetteplads i en 145 cm-klasse med iCloud e. Calmando 3/ Clearway.