Thomas Bach Jensen
I fredag eftermiddags MA1* (135 cm) under B-stævnet på Riders cup var intet mindre end 46 ekvipager til start, hvoraf det lykkedes knap halvdelen at komme fejlfrit igennem banen. Berider Hans Ley red sit ejet opdræt, 14-årige Kong's Alli e. Bøgegårdens Apollo/ Candaletto, til sejr i tiden 56,56 sekunder foran et vist fynsk ægtepar.
Det var Søren og Karen Møller Rohde, begge beridere på Stutteri Ask, der besatte hhv. anden- og tredjepladsen i klassen. Mens Søren red den 12-årige hoppe Chacco Finest e. Chacco-Blue/ Rouletto, var Karens partner den 10-årige hoppe Valerie Ask e. Larimar/ Quite Capitol.
Aftenen blev rundet af med en MA2** (140 cm) med 28 startende ekvipager, hvor Søren Rohde tog revanche og vandt klasse med den kun 7-årige hoppe Alegra Ask e. Canstakko/ Acord II (opdr. Stutteri Ask) i tiden 62,41 sekunder og tæt efterfulgt af Marie Hjorth Frederiksen og den nu 12-årige hoppe Dublé e. Diamant de Semilly/ Carnute (opdr. Carsten Carstensen) fra Barthahus Rideklub i tiden 63,01. Rie Rose Lindegren Roed og den 12-årige vallak Newcomer e. New Quidam/ Cascavelle fra Ponygården Solvangs Rideklub besatte tredjepladsen ligeledes med nul fejl og i tiden 66,84.
Stævnets start- og resultatlister.