Nina Marie Villadsen
Rigtig mange har bidt mærke i, at det til stort set alle større stævner er den samme velklædte mand der sørger for, at præmieoverrækkelserne forløber planmæssigt og med den helt rette stil, der giver dem et strejf af noget ceremonielt og stort. Denne mand er Henrik Jørgensen, der selv er aktiv rytter og underviser. Der forefindes ingen formel uddannelse eller træning i præmieoverrækkelser og for Henrik startede det hele, da han tilbage i 90’erne hjalp med at klargøre dressurbaner ved World Cup-stævnerne på Vilhelmsborg syd for Aarhus.
- Jeg lagde mærke til, at når der blev overrakt præmier, så var arrangører mv. pludselig hoppet i kjole og hvidt, og jeg synes det gav præmieoverrækkelsen en hvis stil, der gjorde den til noget særligt, mindes Henrik.
- EM her i Herning er det største stævne jeg har stået for præmieoverrækkelser til, så det er meget spændende, fortæller Henrik; - og sådan nogle mesterskaber starter altid med holdmesterskaber, som er de største og mest nervepirrende præmieoverrækkelser, så det var ekstra spændende, men gik heldigvis godt, slutter Henrik, der kan afsløre, at de store præmieoverrækkelser involverer hele 15 mennesker.
Henrik blev en dag spurgt, om han ville hjælpe Solrød Rideklub, der ønskede at begynde at afholde landsstævner. Det ville han gerne, men der skulle gøres noget særligt ud af det, som ville imponere deltagere og publikum, så der blev sørget for masser af flotte præmier til vinderne, og de som deltog i præmieoverrækkelserne var i fint tøj. Det blev straks en succes og lige så stille spredtes rygtet om Henriks flotte præmieoverrækkelser, og han blev spurgt af andre, om han ikke ville komme forbi og forestå præmieoverrækkelserne ved andre stævner også og lige så stille greb det om sig.
- Først var det kun nogle få stævner om året, men nu kan det nemt være 11 stævner årligt på i alt over 30 dage, fortæller Henrik, der forklarer, at en succesfuld præmieoverrækkelse indebærer, at alt skal klappe, timingen skal være på plads, så der ikke er nogen pauser for publikum, den skal være flot og så skal den være sådan, at fotograferne kan få nogle gode billeder. Til gengæld er det ikke nogen lille opgave, fortæller Henrik: - Det kan godt tage nogle timer at planlægge og forberede de store præmieoverrækkelser, så i løbet af et stævne kan det sagtens ske, at jeg slet ikke får set noget ridning, da al tiden går med planlægning og selve præmieoverrækkelserne.