Allerede som førsteårselev i ponyfarskolen burde jeg have luret, at det var en dyr sportsgren, som vores datter havde valgt. Det er nok ikke tilfældigt, at det kaldes et ponyDYR.

Med en reel fare for at blive evighedsstudent i indskolingen på den lokale ponyfarskole, har jeg derfor besluttet mig for at tage sagen i egen hånd. Jeg har kigget nærmere på de mange regninger og på, hvordan de selv nu, hvor jeg er Ponyfar i udskolingen, kan få mig til at føle, at jeg er blevet taget i … bagparten, når jeg ser ride-dimsedutter til 700 kroner, som ligner noget, jeg selv kunne have lavet i sløjd.

Selv om der findes et særdeles fint marked for brugt rideudstyr i Danmark, og min kone og datter er meget fornuftige, når de kaster deres ponydollars efter sadler og stævneskabe. Så er det ikke billigt at gå til ridning. Pengene får hurtigt ben at gå på, også selv om man skifter galoppen ud med tölt. Hvis du er i tvivl om, hvad tölt er, så spørg en ponymor eller din altvidende ponypode.

Jeg kan huske en aften for cirka fem år siden, hvor vi havde et vennepar på besøg. De fortalte, at deres datter var begyndt at gå til gymnastik, og at de var chokeret over, hvad det kostede. Vores datter havde på det tidspunkt gået til hest i lidt over et år, og beløbet, de nævnte, passede fint med det, vi betalte, så vi blev hurtigt enige om at være enige. Og som de leverpostejsdanskere vi nu engang er, var det ikke svært at retfærdiggøre hinandens forargelse. Nå, men snakken gik frem og tilbage om tøj og stævner, og vi var nået pinligt langt ind i samtalen, før det gik op for min kone og jeg, at det beløb, vores venner talte om, var deres årlige omkostning og ikke månedlige. Vi valgte at holde det for os selv - godt min datter ikke går til voltigering, for det må da virkelig være dyrt. Igen, spørg din minirytter.

I vores første ponyår var det som om, at strømmen af regninger ingen ende ville tage, og jeg husker tydeligt den tid, hvor min datter red sløjfestævner. Den gang var der ikke den store forskel på at samle på nyt rideudstyr og rosetter. ”Du har da allerede sådan en min skat”, ”Jah far, men ikke denne her”. Ok, det er nok lidt overdrevet, men du ved formentligt, hvad jeg mener. Det skal retfærdigvis siges, at det var mens hun stadig voksede og red LD-klasser.

Som helt grøn Ponyfar blev jeg tit mindet om, når pigerne kom hjem med endnu et bid, at ridesporten var en udstyrssport. Ja, ja, jeg har forstået det, svarede jeg, men det var, og er, fortsat en sandhed med modifikationer. Den gang for cirka seks år siden havde jeg det nogle gange som om, at der var en hemmelig regel i ponymorklubben om, at desto mere udstyr man havde, desto bedre var ekvipagen (Flot ord = 1 point til Ponyfar). I min verden svarede det til at være stolt over, at få lov til, at sidde ved de populæres bord - på den lukkede afdeling. Det gav ingen mening. Jeg er dog blevet klogere, og i dag ved jeg godt, at ét bid og fire bandager ikke nødvendigvis er nok, til trods for at ponydyret kun har én mund og fire ben.

I forbindelse med at jeg var ved at sætte det sidste punktum i dette blogindlæg den anden aften, spurgte jeg min kone, hvordan det kunne være, at det er så mange måneder siden, hun er kommet hjem med udstyr eller andet til rytter og hest. Hun svarede med et stort smil, at nu havde vi det, vi skulle bruge, og at jeg kunne betragte de første regninger - seks års regninger! - som en startpakke. Sikke en startpakke, men fedt at vi nu er klar til start! .… Nå, men jeg bliver nødt til at smutte, for de kalder på mig ovre fra de populæres bord.

Hilsen Ponyfar