Overraskende forskning: Heste foretrækker ikke altid skygge på varme dage

18-08-2021 14:30

Astrid Sørensen

Heste opholder sig ikke nødvendigvis i skyggen på folden, selvom der er bagende sol. Det viser ny forskning. Dog skal der altid være skyggesteder på folden

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Anna Stachurska, polsk forsker med en ph.d. i institut for hesteavl og brug hos University of Life Sciences i Lublin, Polen, lavede, sammen med sit forskerhold, en undersøgelse blandt tolv heste (seks vallakker og seks hopper) for at undersøge hestes behov for skygge. 

Hestene blev hver især på varme dage lukket på sandfolde i 45 minutter, hvor der var adgang til både skygge og sol. Temperaturen varierede fra omkring 30-33 grader. Det skriver The Horse.

Resultatet viste, at hestene til sammen i gennemsnit tilbragte lige lang tid i skyggen og i solen, men at de individuelt klart foretrak enten skygge eller sol.

– Af dette kan man udlede, at hestene har individuelle præferencer for, om de elsker solens varme eller foretrækker skyggens kølighed, fortæller Stachurska.

Man skal huske på, at der er tale om et meget lille forsøg, da kun 12 heste har deltaget - dog kan forsøget stadig give os mennesker et indblik i hestenes forhold til skygge og sol.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Hestene i forsøget gik kun på fold i 45 minutter.

– Ingen af hestene havde en betydeligt øget kropstemperatur eller puls efter de 45 min, uanset om de havde været i skyggen eller solen, fortæller Stachurska.

Derfor er det ikke et problem at have en hest, der foretrækker solen. Dog understreger Stachurska, at der kan være en risiko for overophedning hos hesten over længere foldtid. Derfor skal der altid være adgang til skygge på folden. Man bør desuden, logisk nok, undgå, at hesten går på fold i de varmeste perioder på dagen.

Det vigtigste at tage med fra denne artikel er, at ens hest altid skal have adgang til skygge på folden, men at den muligvis foretrækker solen, og at dette ikke er noget problem.

Kilde: The Horse

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner