Nyt hjem til hittegodshesten i dag

14-05-2009 14:57

Grethe Næsby

Århus Politi har nu opgivet at finde ejeren til den hest, som i halvanden måned har stået hos Jelshøj Hesteklinik uden for Århus

En omflakkende tilværelse for hittegodshesten, der blev fundet på en mørk vej i Norsminde for halvanden måned siden, er slut. Den 12-13-årige vallaks ejer er sunket i jorden. Politiet forærer i dag i den gode sags tjeneste hesten til ­Legepladsen Bispehaven. Den professionelle travkusk Thomas Bonde fandt den vildfarne hest 31. marts, da han en sen aftentime var på vej hjem fra løb. Han kørte den til Jelshøj Heste­klinik, hvor den siden er blevet passet og plejet, mens Hittegodskontoret - forgæves - har forsøgt at finde ejeren. Mysteriet er ikke blevet løst, selvom flere vidner henvendte sig om, at de muligvis kendte ejeren. - Vi kan love, at den får et godt og hyggeligt liv her hos os sammen med vores nordbakke Sille og vores gæs, høns, geder og får, siger Alice Sorgenfrei, lederen af Legepladsen Bispehaven. - Vi kan nu fastslå, at det ikke er lykkedes at finde ejeren, og at det heller ikke vil ske, udtaler politiadvokat Rasmus Blaabjerg fra Øst­jyllands Politis ledelses­sekretariat. - Hestens værdi er så ringe, at det ikke kan dække omkostningerne ved et salg på en auktion. Vi har derfor ifølge reglerne mulighed for at give den videre til almennyttigt formål, og det gør vi så, siger politiadvokaten. Lederen af den åbne institution i Bispehaven, hvor børnene kan komme og gå, som de vil, har været på besøg hos legepladsens nye beboer, som dyrlæge Flemming Christiansen, Jelshøj Hesteklinik, kommer med torsdag formiddag. Dyrlægen har samtidig sagt god for, at den 12-13-årige vallak får et godt nyt sted at leve sit liv. - Vi skal sige farvel til vores gamle pony, Musse, der sendes på pension på en græsmark. Derfor passer det godt, at vores nordbagge Sille får en ny kammerat. Jeg har besøgt hittegods­hesten, og det er en rigtig sød hest. Den vil få det godt hos os, hvor andre institutioner kommer på besøg. Vi har dyr, som de havde på en dansk bondegård i 1950erne, og børnene kan få en lille tur på hesteryg, siger Alice ­Sorgenfrei. Kilde: Århus Stiftstidende

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner