Tina Ravn
I silende regn blev DRF-mesterskab i military for junior- og ungrytteres afgørende og spændende terrændel redet på Lundegården, Høsterkøb, og vinderen blev Mai Kaas. Bianca Walton og Lucky Luke vandt sølv mens Tobias Jørgensen vandt bronze. Mette Rise Christiansen, der var bedst efter både dressur- og springdelen endte lige udenfor medaljerækken som nummer fire
Fredag åbnedes junior- og ungrytternes DRF-mesterskab med dressur i Bernstorffparken, Gentofte. Mette Rise Christiansen og Camelot Damgaard red fredagens bedste program (svarer til LA2) med 46,6 strafpoint. Mai Kaas og Party Hesteklewa lå efter dressuren nummer to med 47, 8 strafpoint og Simone Boegelund Nielsen med Eligius Key lå nummer tre med 50,8 strafpoint.
Mette holder føringen
Lørdag blev springdelen af DRF-mesterskabet afholdt og højden på springene var 115 cm (LA*). Mette Rise Christiansen og Camelot Damgaard var igen de bedste, og førte efter springdelen, hvor hun fik 4 fejl, med 50,6 strafpoint. Bianca Walton og Lucky Luke klarede sig også igennem springbanen med bare 4 fejl, og lå efter lørdagen nummer to med 58,4 strafpoint. Mai Kaas og Party Hesteklewa fik 12 fejl i springdelen, og parret lå således på en tredjeplads med samlet 59,8 strafpoint inden den afgørende terrændel.
Terrændelen blev afgørende
Mai Kaas og Party Hesteklewa var bedst i terrænet og sluttede med bare 1,6 strafpoint i terrændelen. Det gode ridt sikrede også Mai guldmedaljen og en samlet score på 61,4 strafpoint. Sølvet gik til Bianca Walton og Lucky Luke, der fik 8,8 strafpoint i terrænet og sluttede på 67,2 strafpoint.
På tredje- og fjerdepladsen var pointene meget tætte. Tobias Jørgensen og Moi Caprice Baunehøj fik 3,2 strafpoint. Parret var således andenbedst i terrænet, og med en samlet score på 68,5 strafpoint vandt han sølvet. 0,1strafpoint skilte ham fra mesterskabets nummer fire Mette Rise Christiansen og Camelot Damgaard, som fik 18,0 strafpoint i terrænet og sluttede med 68,6 strafpoint.
Tyskland vinder CIC*
Julia Krajewski og Chuppa Chup fra Tyskland vandt den internationale CIC*klasse. Parret red med 3,2 strafpoint i terrænet og endte med en samlet score på 44,5 strafpoint. Andenpladsen gik også til en tysker. Denne gang var det Peter Thomsen og Calle 44, som havde 4,4 strafpoint i terrænet og samlet 49,4 strafpoint.
Nummer tre blev Therese Viklund og Mocca SE. De svenske par havde 5,6 strafpoint i dagens terræn, og de sluttede med samlet 52,1 point. Bedste dansker var Rikke Nyboe Andersen og Denver. De red en meget flot tur i dag kun to sekunder fra idealtiden. Parret fik således 0,8 strafpoint og samlet 54,5 strafpoint. Der gives 0,4 fejl for hvert overskredet sekund i forhold til idealtiden.
Kilde: DRF