Ny berider i Holstebro

07-07-2014 15:39

Holstebro Sportsrideklub, HOSK, er glad for at kunne meddele, at de har indgået en ansættelsesaftale med den nyuddannede berider, Johanne Vibe Petersen

Copyright Ridehesten.com

Johanne, der er 29 år og færdiguddannet i 2014 hos tidligere OL dressurrytter Jon D. Pedersen på Dalumgaard Rideklub på Fyn, starter på HOSK fredag den 1. august 2014. Johanne er en talentfuld og aktiv dressur- og springrytter der, ud over at vil bruge sin tid på HOSK ridecenter på Lægårdvej 112 i Holstebro, vil være at finde på distriktets stævnepladser, både som træner samt som konkurrencedeltager.
Formanden for HOSK, Jonathan Cope, udtaler: ”Det er en stor glæde at kunne byde Johanne velkommen til vores klub. Den gejst og entusiasme, hun udviser i forhold til vores målsætninger om at styrke klublivet og skabe en ramme, der indbyder til konstant forbedring for ryttere på alle niveauer, giver god grund til en stor portion optimisme for klubbens fremtid.”
Johanne vil indtage rollen som daglig leder med ansvar for den hestefaglige linie og staldanlægget. Som et nyt tiltag på HOSK, vil der blive tilbudt tilridning af heste fra august 2014, og interesserede parter er velkommen til at kontakte Johanne desangående.
Klubben byder formelt velkommen til Johanne på et medlemsmøde efter åbent hus arrangementet for nye unge ryttere lørdag en 9. august 2014. Åbent hus arrangementet er fra kl. 10:00 – 12:00 på Lægårdvej 112, 7500 Holstebro.

/Pressemeddelelse.

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner