Trine Askjær-Jørgensen
I marts 2023 gjorde Nathalie zu Sayn-Wittgenstein comeback på stævnebanerne efter en pause siden 2019, hvor hun derimellem primært har fokuseret på sit daværende job som landstræner i dressur.
Med Blue Hors Fifty Cent e. Franzikus/Donnerball (opdr. Linda Falensteen & Martin Strande) har hun nu efterhånden været til start nogle gange i år, og er det igen denne weekend ved dressurstævnet CDI Hagen i Tyskland.
I går red ekvipagen en 1-stjernet Prix St. Georges til 70,441%, hvor det blev til en tredjeplads i klassen, som blev vundet af tyske Frederic Wandres og Quizmaster FRH med 75,588%.
Den nu 9-årige dansk varmblodsvallak købte Nathalie i 2014 på Dansk Varmblods Elitefølauktion, og han hed oprindeligt Fredensdals Fifty Cent. Som 3-års klargjorde Blue Hors hingsten til forbesigtigelse og efterfølgende hingstekåring i Herning, hvor han blev godkendt og udnævnt til præmiehingst. I 2018 blev han efter 35-dages testen færdigkåret med opdrættermedalje i sølv.
I de følgende tre år stod Fifty Cent tilgængelig som avlshingst på Blue Hors, hvor berider Allan Grøn stod for at uddanne ham. I efteråret 2019 flyttede hingsten så hjem til Berleburg Slot i Tyskland, som det hele tiden havde været planen, og siden da har Nathalie arbejdet på at uddanne ham mod dressurens højeste niveau, og han er blevet kastreret.
Læs mere om Nathalie og Fifty i vores profilartikel med dem i magasinet Ridehesten august 2022.
Ved weekendens stævne i Hagen er Nathalie den eneste danske rytter til start, men der er andet dansk islæt at finde. Blandt andet har Caroline Chew fra Singapore her til morgen været til start i den 4-stjernede Grand Prix med Blue Hors Zatchmo e. Blue Hors Zack/ Donnerhall II, der tidligere har gået under Daniel Bachmann Andersen, Nanna Skodborg Merrald og Agnete Kirk Thinggaard.
Galleria's Bohemian e. Bordeaux/ Samarant kommer i eftermiddag til start i 4-stjernet Grand Prix med hans nye rytter, svenske Patrik Kittel. Bohemian, der tidligere var ejet af danske familien Zinglersen, har gået OL m.m. under Cathrine Laudrup-Dufour og blev i vinters solgt til Sportpferde Galleria ved den sydkoreanske OL-rytterDong Seon Kim. Han har redet nogle enkelte stævner med Bohemian i Wellington, Florida, men annoncerede for et par måneder siden salget af Bohemian. Bohemian blev sat til salg gennem Hubertus Schmidts stald, men den svenske Grand Prix-rytter Patrik Kittel overtalte ejeren til at lade ham overtage hesten.
Norske Mathilde Merethe Klaesson kommer også til start i 4-stjernet Grand Prix med dansk varmblodsvallakken Sandbæks Rio-El e. Skovens Rafael/ De Noir (opdr. Inger Kirkegaard Kjeldgaard), som vi også bragte et portræt af i magasinet Ridehesten oktober 2022.
Stævnets start- og resultatlister.