Når tiden ikke helt slår til

03-04-2016 20:15

Kender du følelsen af, at døgnets 24 timer bare ikke helt slår til? Og at hesten, som før fyldte det meste, nu helst skal overstås på halvanden time for at tidsregnskabet går op. Hvordan får man tiden til at slå til?

Copyright Ridehesten.com
En kalender, papir eller elektronisk, er en stor hjælp når tiden skal struktureres

Hvis du ikke ved, hvad der er vigtig for dig, hvordan skal du så kunne styre og prioritere din dag? Skab dig et overblik over, hvad du vil i din fritid, og vær realistisk, så dine ønsker harmonerer med din familie, din tid og din økonomi.

1. Overblik
Planlæg ugen, gerne sammen med en eventuel partner. Lav en ugeplan, hvor du forsøger, at skabe overblik over dine gøremål. Start med at skrive de faste ting ind i et skema, såsom din arbejdstid, og gør det klart, hvad du skal nå i ugens løb, ud over din ridning. Vær realistisk og få det hele med – søvn, aflevering af børn, transport, indkøb og madlavning. Når du har overblik over ugens faste gøremål, kan du nemmere få overblik over, hvornår du har fritid og kan planlægge din ridning herefter.
 

2. Prioritering
Når du har fået overblik over ugens opgaver, skal de prioriteres. Når noget skal prioriteres højt, er der naturligvis noget andet, der skal prioriteres tilsvarende lavt. Prioriteringen afhænger naturligvis af, hvad der er vigtigst netop nu. Skal du til stævne i weekenden, må ridning naturligvis have topprioritering, og er der andet end hesten, der skal prioriteres over kortere tid, kan det være gavnligt, at have en aftale med en, der kan give en hjælpende hånd.   

3. Planlægning
Planlæg dine prioriterede opgaver, og gør, som du har planlagt. Brug gerne en kalender – forskning viser nemlig, at hvis vi skriver de daglige gøremål ned, er der større chance for, at de bliver udført. Visualiser gerne dagens tid ved hesten for dig, og planlæg, hvordan vil du benytte tiden.

4. Afrund træningen
Afrund din tid ved hesten med at bruge 5-10 minutter på at planlægge morgendagens træning. Du kan for eksempel sørge for, at tingene til den kommende ridetur ligger klar.

5. Sund livsstil
Motion er vigtigt og kan være med til at nedbringe stress. Når du dyrker motion, har du bedre mulighed for at ‘forbrænde’ de stresshormoner, som har ophobet sig gennem en hektisk dag. I og med vi arbejder med et levende væsen, bliver man som rytter også nødt til at lægge andre tanker fra sig, og koncentrere sig om hesten og dens reaktioner.

6. Kommunikation
Kommunikér klart med dine omgivelser, hvad enten det drejer sig om kolleger, leder, venner eller familie, og snak med dem om din prioritering. Fortæl, hvad du ønsker, hvilke problemer du har, og spørg om hjælp, hvis du har brug for det. 

Læs mere om tid og fritid i det nye nummer af Ridehesten 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner