Lad os spole tiden tilbage til maj 2015. Det var en helt almindelig onsdag og min gamle pony (Timon) og jeg skulle til springundervisning sammen med min barndomsveninde og hendes pony, men bedst som vi troede, at vi skulle til endnu en hyggelig springtime, ringer telefonen. Min mor tager den. Det var en af de andre fra springholdet, som fortalte at vores daværende springunderviser var kommet meget slemt til skade, og at de på det tidspunkt ikke kunne sige om hun overlevede.  Et par dage efter fik vi en ny melding der lød på, at hun var vågnet, men at hun var i kritisk tilstand, og at det ikke var sikkert, at hun ville komme op at gå igen, da hun havde brækket ryggen et kritisk sted.

Det satte tankerne i gang hos mig, for aldrig havde jeg haft en underviser, der forstod mig og min pony som hun gjorde. Der gik rigtigt lang tid, hvor jeg egentlig bare sprang selv uden nogen form for undervisning, men jeg savnede at lære- og videreudvikle mine teknikker, så jagten på en ny underviser gik i gang. Det viste sig dog at være en meget sværere opgave, end jeg troede. Mens jeg stadigvæk var ponyrytter nåede jeg at ride hos 4 forskellige undervisere, men ingen af dem passede til mine visioner og havde ikke tålmodigheden til min pony og pressede os enten for meget eller for lidt. Til sidst opgav jeg og nogle måneder senere solgte jeg Timon, fordi mine ponyår var forbi, og fordi vi ikke havde råd til at jeg både havde en hest og pony. Så stod jeg tilbage med min daværende hest ”Cedric”, som var en ældre herre og måtte derfor kun gå dressur, hvilket passede mig helt fint, men grundet alder (21 år) gik der ikke længe før hans gigt var så slem, at vi desværre måtte aflive ham.

Min gamle pony Timon og jeg til stævne. Foto: Geeta Zander

Tiden gik og jeg købte Armantic, som jeg har den dag i dag. Det var egentligt ikke meningen at han skulle bruges til andet end dressur, men efter nogen tid blev jeg overtalt til at prøve en springtime hos klubbens nye springtræner. Her fandt jeg endeligt en der passede ind i mine og Armantics behov, og selvom Armantic af og til har sine egne meninger om tingene, har vi virkeligt rykket os siden vi startede. I slutningen af februar fik Armantic en skade som gjorde at han skulle stå stille i nogen tid, og kort efter meddelte vores springtræner, at han havde fået et job i Tyskland. Dette betyder at vi nu igen står uden underviser, og jeg vil gerne snart i gang med springningen igen, men når det kommer til at finde en ny underviser er jeg lidt forsigtig. Jeg håber snart at finde en der passer ind, men lige nu er vores søgen efter en ny springtræner er gået lidt i stå, da jeg gerne vil fokusere på mine eksamener og at Armantic starter stille og roligt op igen.