Mistral Højris vandt Grand Prix i Lingen

08-06-2012 15:46
I den til Grand Prix Special kvalificerende Grand Prix ved Lingen Dressurfestival har engelske Laura Bechtolsheimer netop sejret med den danskavlede Mistral Højris - danske Lone Jørgensen blev nr. 7
Copyright Ridehesten.com

17-årige Mistral Højris e. Michellino / Ibsen (opdr. Betty Rasmussen) virkede i dag i Lingen meget fit og oplagt. Det er en fornøjelse at se en så erfaren og øvelsessikker hest, der stadig kan gå med både kraft og takt i alle tre gangarter. Når hesten begår fejl i changementerne er det ofte en lille rytterfejl, og det så det også ud til at være i dag. Ekvipagens ridt var i øvrigt nærmest fejlfrit. Fire danske ekvipager var til start i dagens Grand Prix. Bedst placerede blev Lone Jørgensen med FWB De Vito e. De Niro/Disco-Stern, der opnåede 71,128% og en syvende plads. Generelt red de fire danskere virkeligt flotte ridt. Ærgerligt for Anne van Olst, der frem til sit ridts afslutning lå på +70%, men i sidste piaffe på midterlinjen brød Exquis Taikoen ud, og den ulydighed var dyr. Anne sluttede på 68,489% med Exquis Taikoen e. Negro / Rothschild. Både Maria A. Andersen og Jon D. Pedersen præsterede næsten fejlfrie ridt med blot enkelte småting. På hhv. Loxana H e. Diamond Hit / Argentinus og José Kilen e. Jazz / Dorpas AA (opdr. Aase og Henning Urup) opnåede de to ryttere 69,553% og 69,404%.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner