Thomas Bach Jensen
I dag afvikles der i Holstebro kvalifikationer til DRF's dressurchampionat for 4- 5- og 6-års heste. 4-års klassen er netop afviklet her i formiddag, og her opnåede intet mindre end ti heste et resultat på 8 eller derover og er dermed kvalificeret til mellemrunden - dømt af Kirsten Søgaard. Blandt de ti ungheste var tre efter L'Espoir, to efter Fürstenball og to efter Tailormade Temptation.
Vinderen blev sølvmedaljehoppen China Skovvang e. L'Espoir/ De Noir (opdr. Marie Hedegård Pedersen) redet af Alexandra Buchreitz til 8,6 samlet og intet mindre end 9,2 for galop og 9,0 for ridelighed. Hoppen er ejet Alexandra og Søren Buchreitz.
- Jeg så hoppen på Dansk Varmblods Eliteskue sidste år og tænkte, at den vil jeg eje, fortæller Søren Buchreitz.
Han ringede allerede om mandagen til opdrætter og ejer Marie Hedegård Pedersen, og tirsdag handlede de hoppen, der i lige hoppelinje er oldebarn af Grand Prix- og guldmedaljehoppen Cervinia Skovvang af Maries glansårgang i 1998, hvor hendes andet føl var guldmedaljehingsten Milan.
- Vi er avleren meget taknemmelige for, at vi har fået lov at købe China Skovvang, der næste år bliver mor til et ET-føl e. Fürsten-Look. Alexandra fylder 40 på fredag, så resultatet i dag var den bedst tænkelige fødselsdagsgave, siger Søren Buchreitz.
Katrinelundberideren Mette Svare Ehlers var endnu engang med i topkampen og besatte i dag både anden- og tredjepladsen i 4-års klassen i Holstebro. Nr. 2 blev avlshingsten Freestyle e. Fürstenball/Blue Hors Don Romantic med 8,32, mens nr. 3 blev Lescaut e. L'Espoir/Weltjunge (opdr. Niels Hansen) med 8,26 point.
Se klassens resultat HER
Ridehestens fotograf var tilstede under dagens championater. Se billederne på Ridehesten.com i næste uge