Thomas Bach Jensen
– Jeg er faktisk usikker, hvor mange år jeg har speaket i Herning, men jeg kan i hvert fald huske, at vi, da jeg startede, sad helt nede ved indgangen i den runde hal og både kunne lugte og næsten røre hingstene, når de kom ind gennem fortæppet. Nu er vi afhængige af walkie-talkier og gode hjælpere ude foran for at være sikre på, at vi speaker om den rette hingst – og undertiden kan det faktisk også være godt med en teaterkikkert, fortæller mangeårig speaker Barbro Hvalsøe Saul.
– Jeg har altid syntes, at det var spændende at "nørde" rundt i afstamninger og informationer omkring hestene. Jeg husker, hvordan jeg ofte sad med de hvide, årlige DV-stambøger for at se, om jeg kunne finde et mønster og familieskab hestene i mellem, og jeg tænker egentlig, at det har været min form for Sudoko, hvor der er noget tilfredsstillende, når kabalen går op. Helt den samme virkning har HesteData aldrig helt haft på mig, men HesteData er et uvurderligt værktøj, når jeg sidder med forberedelserne til Herning, forklarer hun.
– Sædvanligvis starter det i uge 7, hvor jeg som skoleleder sammen med elever og lærere har ladet skoleklokken ringe ud. Her får jeg fra avlskonsulent Karina Christiansen mappen, og dernæst går jeg i gang med at skaffe mig et overblik og gøre den til "min" mappe. Mappen indeholder de oplysninger, som også fremgår af det fine Herning-katalog, men opgaven er nu med ordentlighed at finde yderligere oplysninger – og måske også finde justeringer. For eksempel står elitehingsten Crelido altid angivet som værende B-hest, hvilket svarer til at springe på M-niveau, til trods for han med norske Stein Endresen har gået internationale World Cup-klasser, fastslår Barbro.
– For mig er det vigtigt, at alle hingste behandles med lige ordentlighed. Vi er jo et ridehesteavlsforbund, og derfor forsøger jeg via Heste Data, DRF Go, FEI, HorseTelex og ikke mindst Jahrbuch Zucht at finde oplysninger om rideresultater i hingstenes stammer. Det tager tid, og det tager lige så lang tid, når der ikke er oplysninger, for jeg synes, at jeg skylder både publikum og udstillere, at jeg efterprøver de forskellige led i stamtavlen. Det glæder mig altid, når nogen efterfølgende kommer og giver udtryk for, at de hørte noget nyt om deres "egen" hingst, men også når publikum oplever, at de er blevet klogere. Og nej, jeg kan ikke genbruge informationerne fra sidste år, for der kommer jo hele tiden nye resultater – og det bør være så up to date som muligt, mener hun.
– Jeg har et særdeles godt samarbejde med Karina Christiansen, og min opgave under selve kåringen er også at agere hjælper til kåringskommissionen med oplysninger om hingstenes højde og info omkring eventuelle ændringer undervejs i besigtigelserne. Alle årene igennem har jeg haft et rigtigt teammakkerskab med Pernille og Peter Justesten, der tager sig af den engelske info. Det gør det nemmere, at vi kender hinanden, og at vi efterhånden har fået vores egen rytme for afviklingen af speakningen. For der netop ikke skal være forskel i speakningen, har jeg opgaven ved alle hingstenes besigtigelser i kåringsdelen. Det giver nogle meget lange torsdage og fredage, hvor jeg speaker med ganske få pauser fra 8.30 til 19.30, og jeg afgjort skal have mit væskeindtag in mente, men der er også noget tilfredsstillende i at få lov til at føre det til dørs. Jeg husker endnu med gru dét år, hvor en rædsom virus satte sig på stemmebåndet. Så er gode råd dyre, og man kan have forberedt sig nok så meget. Faktum var, at jeg måtte blive i sengen en hel dag og indtage uendelige mængder af mælk og honning, ligesom hjælpsomme Ulf Helgstrand fik udskrevet noget medicin til mig, mens andre gode DV-folk overtog min mappe og klarede speakningen, erindrer Barbro.
– Nogle år har både min mand, John, og vores søn, Jonathan, været aktive på hestene i henholdsvis Unghestechampionatet og springklasserne. Det har jeg måtte følge fra sidelinjen, da min plads jo er ved selve kåringsdelen, men der er alligevel noget fantastisk ved som familie at være af sted til et fælles arrangement. Det er nok noget af det fineste ved ridning og avl; det kan binde familier sammen på tværs af generationer og give fællesoplevelser, siger hun.
– Første dag i Herning, som de seneste år har været løsspringningsdelen, er altid noget særligt. Man skal lige i gang, og indtil hallerne fyldes med publikum, "kastes" vores speak ligesom tilbage til os, så man som speaker føler, at man taler oveni i sig selv. Når først publikum rigtigt indtager pladserne, er det ligesom at være en gammel cirkushest, hvor man bare nyder at lugte til savsmulden (fiberbunden) og glæder sig over at få lov til at være en del af det fantastiske arrangement, hvor vi forhåbentlig kan være med til at give tilskuerne relevante og informative oplysninger. Med andre ord: Jeg glæder mig rigtig meget til, at vi alle igen samles til nogle fantastiske dage i Herning ... let the games begin, siger Barbro med et smil og forventningens glæde og spænding i stemmen.
