Helle Kristensen
For en garvet dressurrytter, der primært træner på en plan ridebane med en fin fjedrende bund, kan det virke som det glade vanvid at styre hesten direkte mod faste forhindringer. Men for Tia Lundemose Andersen har military i mange år givet hende adskillige fantastiske oplevelser – både i ind- og udland.
I denne weekend havde hun hestene Bikini og Vanilla med til start i Vasehus. 2 unge heste, der for første gang stiftede bekendtskab med terrænbanen i stævneregi.
Men hvad er det der drager Tia og mange andre mod terrænbanen?
Født til et liv med heste
Mange hestepiger, går nok med en drøm om at bo på et ridecenter og kunne indånde lugten af stald hver eneste dag.
Men for Tia var det stik modsat. Hendes forældre har drevet Kallehavegård ridecenter i Randers siden hun var 4 år gammel. Først da Tia blev 9 år, overgav hun sig til et liv med de firbenede.
”Heste sagde mig ikke så meget i starten. I løbet af de første mange år havde jeg 2 ponyer, men jeg gad ikke rigtigt ride på dem. Når jeg fik undervisning, holdt jeg for det meste inde på midten og snakkede med min underviser. Jeg har nok været ca. 9 år, da min storebror Troels havde en pony der skulle sælges. Troels red rigtigt mange stævner, og Alix som ponyen hed, var ikke helt god nok, til det han ville med den.
Af en eller anden grund syntes jeg, Alix var en sød hest, så det endte med at jeg fik ham. Alix var god til at springe, og det betød, at jeg fik nogle gode stævneoplevelser. Det var åbenbart det der skulle til. For mig har det altid været et højdepunkt at komme afsted til stævner. Det var det der drev mig dengang, og det er det stadigt. Det er ikke fordi, jeg vil ud og vinde en masse rosetter. Jeg kan bare bedst motivere mig selv til at ride hver dag, hvis jeg har et mål at ride efter. At ride stævner har altid udfordret mig til at blive bedre.”
Og Tia er blevet bedre af at ride stævner. Hun red gennem tiden som ponyrytter adskillige landsstævner og internationale springstævner med gode resultater.
Fra ridebanespringning til terræn
Da Tia havde ét år tilbage som ponyrytter begyndte hun at savne udfordringer. Hun kastede derfor sit blik mod military-sporten.
”Jeg besluttede mig for at jeg ville ride military, og jeg læste alt, hvad der var værd at læse om military, og jeg så samtlige videoer der var tilgængelige på nettet. Jeg kunne nærmest reglementet udenad, før jeg overhovedet havde sat mine ben på en terrænbane.
- Mine forældre tænkte, at det nok bare lige var en fase, jeg skulle igennem, men her 10 år efter er jeg stadig vild med military. Dels på grund af udfordringerne, men også fordi hestene virkelig nyder at komme i terrænet, og det betyder i sidste ende, at jeg får en meget bedre tur.
Et langt stykke af vejen ligner springbanerne til springstævnerne jo meget hinanden, selvom de bliver bygget forskelligt. I military er der altid nye udfordringer, når man rider på terrænbanen. Nogle har mange bakker, grøfter, vandspring og lignende. Det betyder samtidigt, at hestene bliver trænet på en helt anden måde og det er nogle andre kvaliteter man har brug for ved en militaryhest, frem for en springhest.
I 2008, hvor jeg gik fra pony til hest, overtog jeg min storebrors gamle springhest Corsage og omskolede hende til military. På det tidspunkt var hun 12 år gammel.
2 år efter red vi nordisk mesterskab. Egentlig var hun ikke en hest med super meget kapacitet, men hun elskede det, og det var det vigtigste.”
Hesteglæde
For Tia er hesteglæde primært lig med 2 ting.
Det er hendes egen glæde ved hestene, men det er i høj grad også fornemmelsen af at ride på glade og veltilpasse heste.
”Der er ikke noget federe end at tage en frisk galop gennem skoven, med så meget vind i ansigtet at øjnene løber i vand. Det er den bedste terapi der findes – både for mig og hesten.
Jeg har en filosofi om, at man kommer meget længere med en glad hest, og det er nok årsagen til, at jeg går rigtigt meget op i mine hestes generelle form og velbefindende. Jeg pylrer ikke om dem i den forstand, at de bliver pakket ind i vat, men jeg går meget op i at hestens muskler bliver bygget rigtigt, op og at hesten er løsgjort. Mine heste skal bruge sig selv rigtigt og have lyst til at arbejde.”
”Helt overordnet set syntes jeg, det er en spændende proces at bygge en hest op fra bunden.
Chelsea har jeg selv redet til siden hun var knap 5 år, og det har været vildt spændende at se, hvordan hun har udviklet sig gennem årene. Hun er generelt mega sej. Hun hader at blive striglet, gider ikke blive trukket på tur og er i det hele taget en rigtig hoppe. Men hun elsker at springe – særligt i terrænet! Det er nok derfor, jeg er så vild med hende. Hun har enormt meget personlighed og hun udfordrer mig hele tiden. Samtidig er hun super dygtig og ville egentlig helst styre showet.
Jeg glemmer aldrig det første stævne hun skulle afsted til. Det tog mig 3 kvarter at skrue mordax i, fordi hun var helt hysterisk.
Mine forældre og jeg kiggede på hinanden og tænkte; Hvordan skal det dog gå? Men hun er jo endt med at være en super ridehest, fordi hun syntes det er sjovt at arbejde.
Der er jo altid en risiko
Tia forstår godt at mange ryttere ikke tør kaste sig over militarysporten. Men selvom om military er forbundet med en ekstra risiko, mener hun at fordelene ved sporten klart overskygger risikoen.
”Det er ærgerligt, at der ikke er flere ryttere der tør kaste sig over military. Hestene bliver så meget gladere, når de får lov at komme i terrænet. Som rytter får jeg langt mere ud af mine heste, ved at træne dem på terrænbanen. Du ser aldrig en hest i terrænet med ørene tilbage. Hestene trækker på forhindringerne med ørene fremme, netop fordi de syntes det er sjovt. En hest er nødt til selv at ville, hvis den skal fungere godt på en terrænbane.”
Military sporten har blandt ryttere et generelt ry for at være farlig både for hest og rytter. Med faste forhindringer på banen, er der større chance for at hestene kan slå sig alvorligt på springene eller vælte. Tia anerkender at der er en risiko ved at ride military, men hun påpeger samtidigt at det bliver blæst meget op i medierne. ”Vi hører kun om uheldene – primært i udlandet. Sådan er virkeligheden jo ikke. Folk tror desværre at military er meget mere farligt end det egentlig er. Faktisk er det en disciplin som næsten alle ryttere kunne blive bidt af, hvis de bare turde at give sig i kast med det. ” Hestene, der bliver brugt til military, er glade hver eneste gang, de skal afsted fra startboksen på terrænbanen.
”Selvfølgelig er der en risiko, men det er der jo altid. De kan også brække benet på folden eller på den almindelige springbane. Ulykker er noget vi alle sammen frygter, men såfremt det skulle ske, ved jeg da i det mindste, at jeg har haft en glad hest, og vi har haft nogle gode oplevelser sammen. De gode oplevelser opvejer risikoen. Spændingen og adrenalinen er en del af at ride military. Vi har et rigtigt godt fællesskab rytterne imellem, vi ser ikke hinanden som konkurrenter i military, tværtimod er vi gode til at hjælpe hinanden og støtte hinanden. Det syntes jeg er fedt.”
Tia Lundemose Andersen
Alder: 27 år
Tia er datter af berider Jesper Andersen og Ane Lundemose
Salg & markedsføringsblæksprutte hos Toftegårdens Rideudstyr i Randers.
Tia bor sammen med hendes kæreste Kim, ca. 1 km fra Kallehavegård ridecenter hvor hun er opvokset.
Tia deltog ved DM og NM for Juniorer og Youngriders, med hoppen Corsage som hun selv uddannede.
Tia og Chelsea har deltaget ved DM for seniorer de sidste mange år.
Tia har vundet sølv for hold ved Nordisk Mesterskab på Chelsea i 2014.
I 2017 var Chelsea og Tia med til at vinde guld ved nordisk mesterskab for hold.
Tia har pt. 3 heste der trænes i military, og 2 babyheste i tilridning.
Artiklen er tidligere bragt på everhorse.dk
