Maria Dose
Mit navn er Maria Dose Jørgensen. Når jeg skal forklare ældre mennesker uden dyr, hvad jeg laver med hestene kalder de mig ofte for dyrepsykolog. Andre kalder mig dyretelepatør eller dyreclairvoyant. I min egen optik er jeg blot en helt almindelig kvinde – lige med det ekstra tvist, nemlig at kunne kommunikere med dyr. Og jeg har specialiseret mig i at kommunikere med heste.
Helt fra barndommen af har jeg tabt mit hjerte til hestene, og de fylder stadig en stor del af mit liv. Jeg tænker altid hest. Rejsen med hestene har på mange måder været helt almindelig fra at være elev på en rideskole, have halvpart, blive hesteejer, tilride en masse ungheste, deltage i stævner/championater, arbejde i salgsstald, lege med natural horsemanship og blive hobbyavler. Og så er jeg vist i øvrigt også lidt af en dressurnørd.
Derudover har jeg udviklet mine naturlige evner, således at jeg bl.a. kan forstå dyrs følelser og tanker. Ud fra en solid spirituel og akademisk baggrund bruger jeg mine kompetencer til at hjælpe og vejlede hesteejere. Med andre ord formidler jeg hestenes sprog rent og klart, så vi mennesker forstår det bedre. Det er min store vision at styrke båndet imellem heste og mennesker. Jeg elsker at opleve, hvordan det kan gøre en stor forskel, når vi lytter til hestene.
Jeg har blandt andet udviklet mit koncept Telepatisk Ridning, som jeg fortæller mere om i næste blog.
Er du blevet nysgerrig, kan du læse mere om mig og min tilgang til dyrene i de næste mange blogindlæg eller på min hjemmeside www.mellemdyrogmennesker.dk
Velkommen til bloggen fra hestenes synsvinkel!