Thomas Bach Jensen
I den finaleindledende Grand Prix opnåede Mai Tofte Olesen og Rustique e. Heslegårds Rubin/ Midt West Ibi-Light (opdr. Anne Dueholm Nielsen) 69,757% og endte på en tolvteplads. Dermed er de blandt de 14 ekvipager, der udgør startfeltet i aftenens Grand Prix Kür, hvor tyske Isabell Werth og oldenburgerhoppen Weihegold e. Blue Hors Don Schufro/Sandro Hit anses for storfavoritter til sejren.
Ridehesten.com har talt med den danske rytter, der melder sig totalt klar til i aften.
– Vi er klar til kür! Det er den samme musik, som vi har redet til hele vinteren, men linjeføringen er dog ændret lidt siden World Cup-kvalifikationen i Gøteborg, og jeg har indlagt nogle kombinationer og en sværere slutning, fortæller Mai fra Omaha.
– Sværhedsgraden i programmet er meget høj, men der er ikke noget i det, som vi ikke kan. Nu er det finalen, og så satser alle lidt ekstra, forklarer hun.
– Uanset hvordan det går i aften, er jeg ovenud glad og taknemmelig over at være nået hertil. Rustique har givet Henrik og mig vores livs hesteoplevelser dette år, betror Mai Tofte Olesen Ridehesten.com.
Hun er den eneste danske rytter i feltet, men blandt de 14 heste er der i alt tre Dansk Varmblodsheste - kun overgået af fire KWPN-heste. De to andre danskavlede heste er Gørklintgårds Dublét e. Diamond Hit/ Ferro (opdr. Jørgen Ravn), der med sin amerikanske rytter Kasey Parry Glass endte på en syvendeplads med 73,829%, mens den 15-årige vallak Smeyers Molberg (ex Atterupgaards Molberg) e. Michellino/ Rambo (opdr. Atterupgaard) med schweiziske Marcela Krinke-Susmelj i sadlen tog ellevtepladsen med 71,529 %.
Mai Tofte Olesen og Rustique har startnummer to og efterfølges direkte af DV-hesten Smeyers Molberg, mens Gørklintgårds Dublét starter som nummer otte.
Se startlisten HER.