Annika Knudsen Lorentsen
– Jeg købte Kashmir for 13 år siden, efter jeg havde haft part på ham i et års tid. Dengang var jeg 13 år, og jeg havde redet i 5 år, fortæller Line Vennekilde, som i år kan fejre, at Kashmir fylder 30 år.
Det lå egentligt ikke i kortene, at Line skulle være hesteejer, for hendes forældre syntes ikke, at hun skulle. Der havde aldrig været tale om, at det kunne blive en realitet, men alligevel endte det med, at Line blev hesteejer i foråret 2008.
– Ida, hans daværende ejer, spurgte mig om vi kunne mødes ude ved Kashmir, da hun havde noget, som hun skulle fortælle. Ida skulle til at læse politibetjent, og hun kunne ikke have Kashmir med, forklarer Line og fortsætter:
– Han skulle altså sælges, og selvom jeg kun havde redet ham et lille år, så var jeg blevet meget glad for ham, så nyheden ramte mig hårdt, selvom hun sagde, at jeg havde førsteret til at købe ham. Jeg vidste jo godt, at det nok aldrig ville ske, for jeg måtte jo ikke få en hest.
Line første hest, og indtil videre eneste
Alligevel skete det utænkelige, Lines forældre gav efter, og derfor fik Line lov at købe sin første hest. Og selvom det er 13 år siden, har Line endnu ikke ejet andre heste, for Kashmir lever stadig.
– Allerede dengang var Kashmir det, som man ville kalde en ældre herre, med 17 år på bagen. Jeg kendte hans sind og hans gode helbred, og derfor så jeg det ikke som en hindring.
Kashmir har da også levet i bedste velgående, og sammen har Line og ham haft utroligt mange gode stunder.
– Vi har levet livet, og vi har gjort lige det vi havde lyst til, og jeg tror også, at det er en af grundende til, at han stadig er her i dag. Han er blevet holdt i gang, men han er ikke blevet slidt, forklarer Line og fortsætter:
– Vi har været på ferie sammen, ude at svømme, redet alverdens skove tynde, redet stævner for sjov og bare nydt tiden. Kashmir er en sensitiv, intelligent og loyal hest, og han har lært mig, at tålmodighed og hårdt arbejde betaler sig. Han har lært mig at bevare roen, og så har han lært mig, hvad ubetinget kærlighed er.
Line har fra dag ét bestemt sig for, at Kashmir skulle ende sine dage hos hende, og som Line fortæller, var der nok heller ikke mange der undrede sig over den udmelding.
– Jeg er sikker på, at mange har tænkt "Selvfølgelig Line, du har købt en 17 år gammel hest, hvad regner du med? At den er her 10 år endnu?".
Line ved faktisk ikke hvad hun havde regnet med dengang, men nu har de indtil videre haft 13 gode år sammen, og Kashmir er stadig frisk.
– Jeg skal ikke klage, jeg tror det er de færreste 30-årige heste, ja måske endnu 20-årige heste, der er så friske. Han er selvfølgelig ikke så frisk, som han var engang, han bliver hurigere træt og hans tænder er ikke hvad de har været. Det er alt sammen noget, som skaber bekymring selvfølgelig, forklarer Line og fortsætter:
– Folk der kender mig, vil sige, at jeg gør alt for Kashmir, og måske endda til tider for meget. Men Kashmir er min familie, og man passer på sin familie.
Kontakt til tidligere ejer
I sommers fik Line kontakt til Kashmirs gamle ejer, Louise, som havde ham før Ida. Hun besøgte ham hos Line i sommers, efter hun ikke havde set ham i 20 år.
– Gensynsglæden var uden tvivl stor, og det har været en ære, at møde et af de mennesker, der har været med til at forme ham fra start. Det var også sjovt, at høre om hans liv fra dengang, hvor jeg ikke engang var født endnu, fortæller Line og fortsætter:
– Det er vildt at tænke på alle de mennesker, som Kashmir har mødt i sit liv. Jeg har stadig kontakt til både IDa og Louise, og jeg synes det er sjovt, at de gerne vil følge med.
Kashmir bliver i dag brug til hygge og skovtursridning, og det er kun når staldens yngste låner ham til klubmesterskab, at han kommer på banen.
– Jeg er taknemmelig for hvert år jeg får med ham, og for hver måned, ja faktisk hver dag. Jeg ved han er her på lånt tid. For mig er det en hårfin balance, om at være bevidst om, at i morgen måske er den sidste dag. At sørge for forhånd, samtidig med, at jeg nyder hvert sekund. Jeg kan grine og græde på samme tid over hvor fjollet det er at gå og være ked af, at jeg måske snart mister ham. I de stunder er jeg nødt til at minde mig selv om, hvor heldig jeg er, at have noget så kært, at det er svært at sige farvel.
