Camilla Tiefensee Schrøder
Det danske sommervejr er lunefuldt, og selvom dagen starter med sol, kan man aldrig vide, hvordan det ender, når man holder udendørsstævne. Det måtte Helsinge Rideklub i dag sande, da de blev ramt af hele tre enorme skybrud i træk.
– Vi har haft det værste regnvejr, vi nogensinde har oplevet. Så vi har desværre måttet aflyse nogle af klasserne i dag, fortæller klubbens daglige leder, Mette Rafn.
– Vi gik fra at have strålende sol, lidt lummert og helt vindstille vejr, men så slog det pludselig om, og på ti minutter var hele stævnepladsen ryddet.
Skovle og sandsække mod vandmasserne
Kloakkerne blev oversvømmet, og vandet begyndte at løbe ind i staldene og ridehuset. Straks kom alle i sving og tog kampen op mod vandmasserne med skovle og sandsække.
– Hestene blev ikke ramt. Stævneboks-staldgangen blev våd, men ridepigerne skovlede alt, hvad de kunne, fortæller formanden Katrine Poulsson, mens hun selv er i gang med at skovle vand ud af ridehuset. Som man kan se på de tilsendte billeder fra klubben, var det ikke ligefrem små mængder regn, de havde med at gøre.
Udendørsbanerne har det heldigvis relativt godt efter omstændighederne, da de er godt drænet. Så der er god sandsynlighed for, at stævnet kan fortsætte i morgen, hvis der ikke kommer mere regn.
– Det er godt nok "fedt" med alt det vand, når vi lige skulle have landsstævne. Sådan nogle arrangementer kræver så meget forberedelse, så det er virkelig træls, lyder det fra en ærgerlig Mette Rafn, som siger, at klubben i morgen tidlig vil tage endeligt stilling til, om stævnet kan fortsætte eller må aflyses.
Olivia Høyer vandt, før regnen kom
En enkelt landsstævneklasse nåede at blive afviklet, inden skyerne åbnede for sluserne. Det var en MB2*, som blev vundet af en fejlfri Olivia Høyer Pedersen på Harefield Diego. Laura Sargent og Rocky kom på andenpladsen og Alberte Filuca Brünning Conradsen på Fantastic Fanny kom på tredjepladsen, begge med fejlri runder.
Se start- og resultatlisterne