Kristine Ulsø Olsen
Julie Christensen fra Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985 og hendes hest Plet er søndag aften hjemvendt fra Nordisk Mesterskab i voltigering, hvor det blev til en flot sølvmedalje. Som kvittering for den flotte præstation er Julie i dag blevet udtaget til juniorverdensmesterskabet i Le Mans, Frankrig, der afholdes i uge 30.
Julies træner og longefører, Sanne Lorenzen fortæller: – Julie er en af de mest lovende juniorer i landet, og hun har til Nordisk Mesterskab vist en flot form. Det er fuldt fortjent at vi nu skal til VM.
Julie har tidligere hevet flere medaljer hjem i children-klassen, herunder både et dansk og et nordisk mesterskab, men det er første sæson i de mere krævende juniorklasser, hvor sværhedsgraden og mængden af konkurrenter øges betydeligt.
Mette Brandenborg, der er næstformand i Esbjerg og Omegns Rideklub af 1985, udtaler at klubben er stolte af Julies præstationer, og gør hvad de kan, for at støtte ekvipagens tur til Frankrig. Udgifterne til turen afholdes i stor grad af Julie og hendes familie, som er afhængige af sponsorater for at få turen til at hænge sammen.
/Pressemeddelelse